Netto-chef: Nu ombygger vi butikker på den halve tid
Med 134 butikker konverteret til det nye butikskoncept 3.0 kan Nettos øverste direktør, Michael Løve, nu sætte kryds ud for en fin milepæl i det største prestigeprojekt i kædens historie.
Konceptet har netop sikret Salling Groups discountkæde prisen som Årets Retailer 2019 fra MLDK, Mærkevareleverandørerne.
Læs også Her er Årets Retailer
Men skal den oprindelige tidsplan om at konvertere alle butikker inden for fem år holde, vil det kræve, at der sættes ekstra tryk på kedlerne. Den første butik blev konverteret i sommeren 2018, og ved udgangen af 2020 forventer Michael Løve at have konverteret i omegnen af 165-175 butikker ud af de nuværende 512 butikker på landsplan.
Det svarer til godt en tredjedel af kædens butikker på halvdelen af af de fem år. Men på ledelsesgangen tager Michael Løve det hidtidige tempo i ombygningerne med ro.
- Fra vi lavede den første butik til nu, er vi blevet væsentligt klogere på processen. Faktisk i sådan en grad, at hvor vi i starten brugte omkring 7 uger på at konvertere en butik, så er vi nu nede omkring 3,5 uger. Halveringen af lukketiden per butik betyder også, sammen med andre besparelser og optimering af processen, at prisen for en konvertering er reduceret med 30-40 pct. - tilsammen betyder det, at vi kan øge tempoet og nå målsætningen om alle butikker konverteret inden for fem år, lyder det roligt fra Michael Løve til Dansk Handelsblad.
Læs mere om udrulningen af det nye 3.0-koncept og Michael Løves ambitioner for Netto i både ind- og udland i det næste nummer af Dansk Handelsblad, der udkommer som e-avis onsdag 2. september 2020.