Når Salling Groups kronprins angriber plastik-bjerget

Salling Group 29. aug 2019 -
This describes the image
Ansvarshavende redaktør på Dansk Handelsblad Jesper Veber Knudsen Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det har i begyndelsen af august været lidt småt med nyhederne i dagligvarebranchen. Sådan er det stort set hvert år: Det tager lidt tid at få løbet sæsonen i gang efter sommerferien.

Men det ændrede sig i sidste uge, da både Spar og Irma åbnede nye flagskibsbutikker i København, og markedsleder Salling Group lancerede en storstilet plan for at nedbringe brugen af plastik.

I udgangspunktet er det en oplagt vindersag for Salling. Men det er langt fra en gratis omgang. Arbejdet har kostet over 30 mio. kr. - bare for de indledende øvelser.

De handlingsorienterede folk i Salling Group er gået praktisk til værks med en konkret 10-punktsplan, hvor varer i koncernens egne mærker bliver spydspidsen i en plast-revolution.

Øvelsens omfang står klart, når man kun har givet sig selv tre år til blandt andet at nå i mål med, at al private label-emballagen skal være genanvendelig.

Med lanceringen af plast-intiativet 21. august nåede Salling lige at komme et nyt regeringsforslag om højere afgifter på poser i forkøbet.

Som øverste bannerfører for plast-kampagnen står Nettos øverste direktør Michael Løve, der også har titel af executive vice president i Salling Group.

Den særdeles venlige og imødekommende Løve ligner en sandsynlig kronprins, der kan tage over i Salling Group, hvis kongen, Per Bank, skulle vælge at abdicere.

Den dag er måske ikke så langt væk. Vi kender ikke til hverken officielle eller uofficielle meldinger om, at snart 52-årige Per Bank skulle have den slags planer. Men muligheden for, at Per Bank kunne overgå til posten som bestyrelsesformand efter den nu 61-årige Nils Smedegaard Andersen, virker umiddelbart som et logisk næste træk i en fornem karriere, hvor Bank allerede som 36-årig gik helt til tops som adm. direktør i Coop Danmark.

Per Bank har styret Salling Group i syv år nu, og efter at have gennemført den store manøvre med at føre ejerskabet tilbage til stifter Herman Sallings fonde, skiftet navn på virksomheden - samt indledt et profilskifte i retning af det blødere, grønnere og mere feminine - kunne man godt anse det for at være en fuldført mission.

Michael Løve ligner umiddelbart en profil, der glimrende ville kunne tegne et blødere og grønnere Salling Group. Hans popularitet internt i koncernen er formentlig lige så stor, som den var, da han var en oplagt kronprins i Coop Danmark under topchef Peter Høgsted - som i en kommentar her i bladet beklagede, da Løve blev hentet til England af gør det selv-kæden B & Q.

I det dramatiske formandsopgør i Coop sidste år var der mange i baglandet, der ønskede sig Michael Løve tilbage som en ny topchef, der ville kunne forene de stridende fløje i Coop-familien.

Og i forhold til det aktuelle plast-initiativ rækker han også hænderne ud mod både konkurrenter og de leverandører, som er uundværlige medspillere i bestræbelserne på at sænke brugen af plast.

På en af Salling Groups leverandørdage i sidste uge forsikrede Løve om, at den nye plast-dagsorden ikke er en eksklusionsmanøvre, hvor hyldepladsen er i fare, hvis de ikke leverer.

Men presset på især mindre og ressourcesvagere leverandører bliver ikke mindre. I foråret var der visse forhåbninger om at samle en enig dagligvarebranche, der kunne gå til politikerne med en fælles appel om at få ensrettet genbrugsordningerne for blandt andet plast på tværs af landet.

Med Sallings utålmodige enegang på området kan der enten blive sat mere fart på processen - eller enigheden kan gå fløjten.

Hos ærkerivalen Coop er plast-projektet ikke blevet modtaget med overdreven begejstring i første omgang.

Det er måske også ærgerligt, hvis konkurrenten får blæst mere i PR-basunerne, end man selv gør - når man nu ellers også knokler løs på at øge plast-genbruget. Blandt meget andet godt i ansvarligheds-afdelingen.

Bag langt de fleste CSR-initiativer ligger der uden tvivl en ægte vilje til at gøre en positiv forskel for miljøet, klimaet eller rummeligheden på arbejdsmarkedet - men uskylden forsvinder, når ansvarligheden også indgår som et led i den daglige konkurrence. Det er unægteligt en svær balancegang.

Opdateret 10. nov 2020