To Meny-slagtere er nomineret til årets Slagterpris
To slagtermestre fra Meny-kædens butikker, en fra Salling og en fra Kvickly udgør de fire nominerede til den del af årets Slagterpris, der tager udgangspunkt i supermarkeder.
Landbrug & Fødevarer (L&F) kårer endnu engang branchens bedste slagtere med Slagterprisen 2017, og der er i alt otte nominerede - fire fra supermarkeder og fire fra private slagtere.
"De nominerede er alle dygtige håndværkere med høje krav til kvalitet, stort kendskab til kødet og øvrige råvarer i produktionen og ikke mindst med stort fokus på god betjening og vejledning af kunderne", skriver L&F i en pressemeddelelse.
Normalt nomineres blot tre i hver kategori, men feltet var ifølge L&F så kompetent i år, at juryen valgte at nominere to ekstra.
Vickie Enné Ryge, der er Landbrug & Fødevarers repræsentant i juryen, siger:
- Det er længe siden, vi har mødt så mange dygtige fag- og forretningsfolk i ét felt. De nominerede har alle styr både på håndværket og bundlinjen.
Juryen kommer på uanmeldt besøg hos de otte nominerede slagtere for at se, om virkelig-heden i butikken svarer til den præsentation, de fik på præsentationsdagen. Og i år møder de nominerede desuden en mystery shopper i deres butikker.
De nominerede i kategorien "Slagtere i dagligvarebutikker" er:
Slagtermester Daniel Jensen, Kvickly Vericentret, Risskov
Slagtermester René Højer, Meny, Grenå
Slagtermester Christian S. Hansen, Salling Super, Aarhus
Slagtermester Søren Rasmussen, Meny, Hellerup
De nominerede i kategorien "Privatslagtere" er:
Slagtermester Marco Hellerup, Slagteren i Højslev
Slagtermestrene Bjarke og Mark, Slagter-Riget, Aarhus
Slagtermester Bent Lilholm, Slagter Lilholm, Rødovre Centrum
Slagtermester Palle Christensen, Slagter Frimann, Roskilde
Vinderne hædres på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, der finder sted den 26. september på Hindsgavl Slot i Middelfart.