"Let at finde" slår pris
I et krisehærget og -træt Vesteuropa skulle man måske tro, at pris havde en altoverskyggende indflydelse for, hvor forbrugerne vælger at lægge deres penge, når de køber ind.
Så simpelt er det imidlertid langt fra, viser en spritny publikation fra analysevirksomheden The Nielsen Company, der gør meget ud af at sælge resultaterne som potentielle forsvarsvåben i hyper- og supermarkeders kamp mod discountbølgen.
På førstepladsen blandt de faktorer, som vesteuropæerne vælger indkøbssted ud fra, kommer i stedet, at det er "let at finde, hvad jeg har brug for hurtigt", fremgår det af Nielsens bearbejdning af forbrugerdata fra 17 europæiske lande.
Det er dog næppe et holdbart argument for, at folk skulle fravælge discountbutikker, for med deres begrænsede udvalg og størrelse vil de oftest være lettere at overskue end større formater.
Til gengæld giver det god mening i forhold til, hvordan eksisterende kæder genopfinder sig selv i mere overskuelige udgaver.
Herhjemme er det f.eks. tydeligt i både de nye Bilka'er og SuperBrugser - for kun at nævne et par stykker. Diverse apps til kundernes smartphones har også til formål at lette navigationen i butikkerne, fremhæver Nielsen.
"Noget for pengene" før pris
På andenpladsen placerer de europæiske forbrugere ifølge Nielsen "en god indkøbs-oplevelse" - og sammenligner det med, at "bekvem at komme til" ligger noget længere nede i prioriteringerne på en 11. plads.
"Det indebærer, at hypermarkeder uden for byerne, som ikke er så let tilgængelige, stadig kan beholde kundernes loyalitet - med kvalitets-service", skriver Nielsen. Også den faktor er genkendelig herhjemme, selv om hverken Meny eller Kvickly er fuldblods-hypermarkeder.
Først på tredjepladsen kommer pris ind i billedet - men i en relativ forstand, så det ikke handler om de absolut billigste varer, men om den bedste handel i form af "føde- og dagligvarer, hvor man får noget for pengene".
Af Jesper veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Tesco