Hvert syvende supermarked er forsvundet
I skyggen af nyheden om, at antallet af discountbutikker er faldet for første gang, forsvinder der stadig langt flere butikker i supermarkeds-formaterne.
Ifølge den nyeste udgave af Supermarkedshåndbogen fra Retail Institute Scandinavia er der i år 781 supermarkeder tilbage - hvor der på toppen før finanskrisen i 2007 var 912.
Det giver et fald på 131 butikker på otte år, svarende til 14 pct. - eller godt 16 om året.
Det seneste år har tempoet været lidt over gennemsnittet. 22 supermarkeder er røget ud af statistikkerne fra 2014 til 2015.
I en del tilfælde skyldes frafaldet imidlertid ikke, at butikkerne er helt forsvundet - men at de i stedet er blevet til netop discountbutikker.
Især Coop Danmark og Dagrofa har i de senere år skiftet skiltene på henholdsvis SuperBrugser og SuperBest'er ud med Fakta- og Kiwi-skilte, mens et antal købmands-supermarkeder er blevet solgt til konkurrerende kæder.
Farvel til købmands-supermarkeder
Ifølge Supermarkedshåndbogen 2015 er det da også stort set udelukkende købmændenes supermarkeder, som er forsvundet.
Mens begge giganterne Coop Danmark og Dansk Supermarked netto har fået flere supermarkeder og varehuse siden 2005, er det gået den stik modsatte vej for købmændene og den gruppe, der bliver betegnet som købmandskæder - de korte privatejede kæder, som i stort omfang er blevet købt op af Dagrofa-koncernen i perioden.
I dag er der kun ABC og Løvbjerg tilbage med tilsammen 29 supermarkeder - mod 80 i den gruppe i 2005.
Til sammen er der blevet ikke færre end 147 supermarkeder mindre i købmændenes del af dansk dagligvarehandel i tiårs-perioden.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Foto: Helle-Karin Helstrand