Hele dagligvarehandlen holder åbent skærtorsdag og påskedag

Salling Group 3. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

Der vil være langt mellem de lukkede dagligvarebutikker skærtorsdag og 1. påskedag - ikke mindst mellem kl. 10 og 17., når lukkeloven midlertidigt er trådt ud af kraft som følge af coronakrisen.

Trods uenighed om suspenderingen, har alle kæder nemlig besluttet sig for at holde langt de fleste af deres butikker åbne.

- Vi holder alle butikker åbne med enkelte undtagelser, lyder det fra Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Coop var blandt de aktører, der hurtigt udtrykte modstand mod en suspendering, da Salling Groups topchef torsdag i sidste uge brød det sammenhold, der ellers har præget dagligvarebranchen under coronakrisen: Per Bank foreslog en suspendering af lukkeloven i påsken.

Målet var at sprede danskernes påskeindkøb, der traditionelt er blandt årets største, over flere dage og undgå smittespredning. Langt de fleste af Salling Groups butikker skulle ellers holde lukket.

Omvendt er det hos Dagrofa og Coop, der har mange butikker med en omsætning, der ligger så lavt, at de må holde åbent på helligdage - og også Dagrofa modsatte sig en suspendering.

Begrundelsen fra Coop og Dagrofa var dels hensynet til medarbejderne, dels at det kunne give forsyningsproblemer pludselig at skulle ændre bestillinger til så mange butikker.

Købmænd vurderer selv

Men nu har Coop altså besluttet at holde sine butikker åbne.

- Vi holder naturligvis åbent, når alle andre gør det. Ellers ville det stille os og vores kunder ringere. Det ville ikke give nogen mening, siger Jens Juul.

Hos Dagrofa har lukkeloven kun betydning for en del af Meny-butikkerne, og her er det den enkelte købmand, der bestemmer, om butikken skal holde åbent.

- Det er for tidligt at sige, hvilke butikker der holder åbent. Men det er op til den enkelte købmand, siger kommunikationskonsulent Jannie Ravn Madsen.

Lidls kommunikationschef Morten Vestberg fortæller, at alle kædens 126 butikker vil være åbne på de to dage. Uden suspenderingen ville det kun være en håndfuld. '

Ni ud af ti Rema 1000-butikker skulle holde lukket, men kommunikationschef Jonas Schrøder forventer, at alle butikker holder åbent de to dage.

Som forventet vil også Salling Groups butikker alle sammen være åbne skærtorsdag og 1. påskedag mellem 10 og 17. Halvdelen af Netto-butikkerne må holde åbent som på hverdage.

HK: Sig nej

Mens langt de fleste dagligvarekæder satser på at besætte de to ekstra åbnedage i med medarbejdere, der melder sig frivilligt, opfordrer HK Handel, der har overenskomsterne, medarbejderne til at sige nej.

Det sker blandt andet via Facebook:

”Er du blevet indkaldt på arbejde på helligdagene i påsken, hvor forretningen normalt er lukket? Så skal du vide, at varsling om arbejdsplansændringer skal gives med fire ugers varsel – ellers er det i strid med overenskomsten! Du skal derfor protestere over varslet, hvis du vil bevare din fridag. Hvis din arbejdsgiver så fastholder varslet, må du møde op under protest”, skriver HK.

Hvis en fuldtidsmedarbejder alligevel kommer til at arbejde på en af de to dage, er det at regne for overarbejde, der ifølge HK koster 100 pct. i overarbejdstillæg.

Hvis man er deltidsansat, skal man have sin timeløn plus forskudttidstillæg svarende til 52,65 kr.

Vær opmærksom på, at HK Handel har flere overenskomster i dagligvarehandlen.

 

Opdateret 10. nov 2020