Erfaren dagligvaremand bliver ejendomsdirektør i Aldi
Det er en mand med flere års erfaring i butiksudvikling i dagligvarehandlen, der er tiltrådt som ejendoms- og udviklingsdirektør i den tyske discountkæde Aldi.
René Friis Nielsen var fra 2014 til 2016 ansat i Netto som Senior Development Manager, og tidligere fra 2011 til 2014 var han projektchef i Coop Ejendomme.
Senest har René Friis Nielsen arbejdet som udviklingsdirektør i HusCompagniet og som projektudviklingschef i NCC.
René Friis Nielsen skriver på sin LinkedIn-profil:
"Jeg tiltræder som Ejendoms- og Udviklingsdirektør ved Aldi og jeg glæder mig til at blive en del af Aldis omfattende revitalisering.
Det betyder bl.a. at der skal investeres massivt i nye butikker samt flytninger eller ombygninger af eksisterende butikker. Så endelig giv lyd fra Jer, hvis I har gode ideer/projekter der kan hjælpe os i den retning."
Ejendomsdirektør stopper efter tre uger
Aldi Danmark har været uden en ejendoms- og udviklingsdirektør i et halvt år.
Den 15. november sidste år havde Lars Winther første arbejdsdag i den helt nyoprettet stilling i Aldi-kæden.
Ansættelsen varede dog blot tre uger, før Lars Winther stoppede af private årsager, som topchef Finn Tang formulerede det til Ejendomswatch.
Dengang sagde Finn Tang, at Aldi Danmark ville finde en afløser hurtigst muligt, men det har altså først været muligt at præsentere afløseren nu.