Dragsbæk-direktør hilser synlighed på private label velkommen
Dragsbæks pastafabrik i Skovlund ved Varde laver frisk pasta til dagligvarekæderne under navnet Pastella.
Under coronakrisen har pastafabrikken øget produktionen med 20 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det har betydet flere medarbejdere og treholdsskift.
Dragsbæk Gruppen, der tæller velkendte producenter som Dragsbæk i Thisted, Naturli' i Vejen og Pastella i Varde er ikke den eneste danske producent, der har oplevet en stigende efterspørgsel under coronakrisen.
Ifølge Dragsbæk Gruppens øverste chef Christian Munk handler det om, at forbrugerne i endnu højere grad gerne vil vide, hvad de spiser, og hvor maden kommer fra.
Derfor hilser han det velkommen, at Lidl og Rema 1000 har meldt ud, at de vil mærke deres private label-produkter med producentens navn.
Det samme har Coop gjort siden 2008, mens Aldi altid har oplyst leverandørerne bag kædens egne mærker, der er Aldis DNA og fylder 62 pct. af det samlede sortiment.
Hos Dagrofa begyndte man at opgive leverandørnavne på flere af koncernens egne mærker i 2017, mens Danmarks største dagligvarekoncern, Salling Group, nu også meddeler til Fødevarewatch, at virksomheden inden for få uger vil begynde at oplyse om leverandørerne på de første private label-produkter.
- Forbrugerne vil have gennemsigtighed med hensyn til, hvad de spiser. Corona har mindet forbrugerne om, hvor sårbare vi er. Derfor bliver lokale og gennemskuelige fødevarer ekstra vigtige i en global verden, hvor det nemt bliver svært at gennemskue, hvad vi egentlig får på tallerkenen, og hvem der står bag, siger Christian Munk, som mener, det er en naturlig udvikling.
Gennemsigtighed fra jord til bord
Dragsbæk-direktøren ser det som vigtigt, at det bliver synligt for forbrugerne, hvilken producent, der står bag en private label fødevare.
Det vil presse de fødevarer ud af butikkerne, som forbrugerne ikke har tillid til, mener Christian Munk.
- Vi ser det som yderst positivt, at forbrugerne kan se hele vejen fra køledisken og hen til producenten. Dybest set fra jord til bord. Det er et forbrugerønske, som kun vil blive forstærket i fremtiden. Derfor har vi i de senere år selv været i en omstilling. Tidligere fik vi produceret en del af vores produkter hos dygtige underleverandører. Vi ser ind i en fremtid, hvor vi stort set hjemmeproducerer alt. Det er et vigtigt signal til forbrugerne – og et ekstra kvalitetsstempel, siger Christian Munk.