Discount-kunder putter mere i kurven
Discountkæderne har de seneste år været igennem en forvandling fra noget, der ligner en lille lagerhal med varer på paller, til store, lyse lokaler med brede gange og flere varer: Supermarkedficering.
Målet for kæderne har været at få kunderne til at gøre hele – eller i hvert fald en større del – af deres indkøb i butikken, og det har de haft held med – nogle mere end andre.
- Vi handler sjældnere, og det gør selvfølgelig kurven større over hele linjen. Men discountbutikkerne har i dag langt flere kunder, der fylder kurven op, end for ti år siden, siger kommerciel teamleder i GfK, Camilla Vinther.
Ikke mindst Rema 1000, Netto og Lidl har formået at få kunderne til at fylde kurven, så en stor del af kædernes omsætning kommer fra en stor kundekurv, viser nye tal fra GfK.
Analyseinstituttet har samlet tal fra sit kundepanel, hvor 3000 kunder hver uge melder deres dagligvareindkøb ind.
Lidl øger kurven med 7 pct.
Tallene viser, at 39 pct. af Rema 1000’s omsætning er genereret ved, at kunderne har fyldt kurven med varer fra flere end 10 kategorier.
I Netto er det 35 pct. af omsætningen, mens det er 33 pct. i Lidl. Kun Bilka overgår discountkæderne med 46 pct. af sin dagligvareomsætning hentet i store kurve.
Gennemsnittet i dansk dagligvarehandel er, at 29 pct. af omsætningen er hentet på den store kurv med over 10 varekategorier.
Lidl har den største kundekurv blandt discountbutikkerne med et gennemsnitsindkøb på 177 kr., hvilket er en stigning i forhold til sidste år på 7 pct. Rema 1000 og Netto følger efter med en kundekurv på henholdsvis 161 og 160 kr.
Ni ud af ti handler i Netto
En måde at styrke sin omsætning på er at få eksisterende kunder til at købe mere – en anden er at hente flere kunder. Det sidste har kæderne haft lidt sværere ved, for danskerne handler i alle kæder.
Netto har med sine godt 500 butikker det største butiksnet, og derfor er det heller ikke underligt, at kæden har den største andel af forbrugerne som kunder. Således har lige knap ni ud af ti (89 pct.) handlet i Netto inden for det seneste år. Det er 2 pct. flere end året før.
I Rema 1000 har 85 pct. af kunderne handlet, og det er en stigning på 4 pct.
I bunden ligger Irma, der kun har butikker på Sjælland. Her har kun 18 pct. handlet. Hver femte har handlet i et onlinesupermarked, og de har lagt 8 pct. af deres dagligvareindkøb i webshoppen. Webshoppere skaber til gengæld den største kundekurv på 483 kr.