Det går trægt med Nettos britiske åbninger

Salling Group 1. okt 2015 -
This describes the image

Kun en enkelt butik har Dansk Supermarkeds discountkæde Netto indtil videre fået åbnet i år på sit nyeste marked i Nordengland.

Dermed er der seks nye britiske Netto'er - et godt stykke vej fra de omkring 15 butikker, som Dansk Supermarked og partneren Sainsbury's har vurderet, der skal til i en indledende testfase, før det bliver besluttet, om Nettos skottehund Scottie for alvor skal udbredes på den anden side af Nordsøen.

Set i lyset af hvor megen energi, der blev lagt i de første fem åbninger for næsten et år siden, har der på overfladen været ualmindeligt stille i år med kun den ene nye Netto.

Men der er snart flere på vej, forsikrer Dansk Supermarkeds kommunikationsdirektør Mads Hvitved Grand.

- På grund af konkurrencesituationen offentliggør vi fremtidige åbninger lokalt i umiddelbar tilknytning til åbningsdagen, hvorfor vi ikke på forhånd fremlægger en detaljeret udrulningsplan. Dog kan jeg sige, at der er sat dato på yderligere fire åbninger inden for de kommende måneder, skriver han i en mail til Dansk Handelsblad.

Tilfredse med Netto

Dansk Supermarked og den store britiske partner Sainsbury's har valgt at begynde deres fælles Netto-eventyr i et tæt befolket område i Nordengland, hvor Sainsbury's står relativt svagt sammenlignet med resten af markedet.

Det rummer storbyer som Liverpool, Manchester og Leeds, hvor den allerførste britiske Netto åbnede i november sidste år i kædens andet forsøg på at erobre Storbritannien.

Og ifølge Mads Hvitved Grand går det godt.

- Vi er fortsat tilfredse med udviklingen de første måneder, hvor vores fokus stadigvæk er på at udvikle de butikker, vi har åbnet eller om kort tid åbner i den nordlige del af England, som er en meget interessant region med op mod 10 mio. indbyggere, lyder meldingen.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Illustration: Netto

Opdateret 10. nov 2020