Den grønne tsunami rammer detailhandlen for fuld kraft
Vi ser tegnene overalt: Klima er blevet et buzzword af dimensioner, som alle har travlt med at omfavne.
Grønne tiltag er blevet en simpel nødvendighed i detailhandlen - på linje med de helt uundværlige rene gulve.
Scenen var sat, da Dansk Handelsblad sammen med Dansk Erhverv og erhvervsskolen ZBC 1. oktober stod bag prisuddelingen i den niende udgave af Danish Retail Award på den gamle Børs-bygning i København - hvor årets fagprøvepris også var på programmet.
Temaet for årets arrangement var nemlig så ambitiøst, som det næsten kan blive, med netop klimaindsatsen og resten af FN's 17 verdensmål under overskriften "FN's verdensmål - tom snak eller forandrende effekt på handelen".
Så det var nok en festdag med behørige fejringer af årets vindere, men i den grad også en dag med ansvarlighed som det store omdrejningspunkt.
Satsningen på ansvarlighed rummer imidlertid også nye forretningsmuligheder.
Viceadm. direktør i Dansk Erhverv, Laurits Rønn, slog tonen an i sin velkomsttale, hvor han refererede til en rapport fra Udenrigsministeriet, der peger på et samlet potentiale for danske virksomheder på op til 400 mia. kr. i verdensmålene frem til 2030.
- Når jeg kigger i krystalkuglen, ser jeg en fremtid, hvor bæredygtighed ikke længere er noget, som nogle få vælger til. Alle vælger det til. Bæredygtighed er ikke bare en god sag - det er også en god mulighed for Danmark, som vi skal gribe, sagde han.
Grønne foregangsmænd
Selv om hovedparten af de 400 mia. formentlig ligger til eksportvirksomheder af forskellig art, kan der sagtens være noget at hente i den hjemlige detailhandel.
To af årets award-vindere kommer fra dagligvarehandelen, og de har begge udmærket sig ved at gå foran i deres respektive kæder med forskellige former for ansvarlighedstiltag.
Butikschef Sander Dick-Nielsen fra Meny i Værløse har især gjort sig bemærket for en særlig indsats mod madspild i butikken, som har forplantet sig til hele Meny.
Og uddeler Anders Lundgren Nielsen fra SuperBrugsen på Nørrebrogade i København - med landets største økologiske sortiment - har allerede indstillet sigtet efter den næste grønne trend, der overtager økologiens rolle som vækstdriver.
En positiv tsunami
Skal man tro en af Award-arrangementets hovedtalere, direktør Mikkel Stenbæk Hansen fra DIEH - Dansk Initiativ for Etisk Handel, der bl.a. har hele dagligvarehandelen som medlemmer - har de fat i noget af det helt rigtige, for tempoet i den grønne omstilling er accelereret helt vildt.
- Forbrugerne vil den grønne dagsorden. Og i særdeleshed vil de unge den. Jeg har arbejdet med bæredygtighed i 17 år, og jeg vil sige, at de første 15 år skete der betydeligt mindre, end der er sket de seneste to år. Det er simpelthen på mange måder overvældende med den bæredygtigheds-tsunami - og enormt positivt. Man kan virkelig tale om, at bæredygtighed bliver mainstream, sagde han.
Mikkel Stenbæk Hansen nævnte den vegetariske bølge som et specifikt eksempel på tempoet i omstillingen. Vege-trenden er ifølge Stenbæks kilder nået lige så langt på seks måneder, som en gennemsnitlig trend bruger tre til fem år på.
Men virksomhedernes medarbejdere driver også på i ansvarlighedsarbejdet, at der bliver mindst lige så vigtigt set ud fra en rekrutterings- vinkel.
- Det, at vi bliver betragtet som en ansvarlig virksomhed af vores medarbejdere, er fuldstændig afgørende for, at vi kan tiltrække de klogeste hoveder og fastholde de dygtigste medarbejdere, refererede han topchefer i store danske virksomheder for at sige.
Ansvarlighed en ledelsesopgave
En af sidste års tre vindere af Danish Retail Award, varehuschef Morten Nyholm fra Føtex i Husum, bragte i sit indlæg den overordnede snak ned på butiksgulvet.
Han lagde især vægt på, at man skal have hjertet med i bestræbelserne på at forfølge en ansvarlig dagsorden, som når varehuset i Husum for eksempel inviterer de lokale hjemløse på julefrokost.
- De unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet i dag har en forventning om, at vi sætter tingene i et større perspektiv, og at vi faktisk gør en forskel. Det var fuldstændigt unødvendigt bare for fem år siden. Der var der ingen, der tænkte på det her. Men vi er også nødt til som ledere lokalt at sige: Hvad er det, jeg personligt - og vi som hold i forretningen - gør af forskel i vores lokalområde, var hans budskab på dagen.