Danskerne har fået 344.000 kvm. mere at købe ind på

Salling Group 5. feb 2015 -
This describes the image

En frisk varsling om lukning af hele 33 butikker i først og fremmest discountkæderne Kiwi og Fakta er uden sidestykke i dagligvare-historien.

Men det er alligevel kun et mindre skvulp i havet, når man sætter det op mod den massive tilgang af butiks-kvadratmeter, som har kendetegnet de seneste 10 år.

Dagligvarebutikkernes samlede areal er siden 2004 vokset med 17 pct. til 2,42 mio. kvm., selv om antallet af butikker i samme periode er faldet med 236 og for første gang er dykket under 3.000.

Tallene fremgår af en dugfrisk udgave af Retail Institute Scandinavias "Dansk Dagligvarehandel – 10 årsstatistik 2004 – 2014".

Retail Institute Scandinavias adm. direktør Henning Bahr føler sig dog langt fra sikker på, at tilvæksten i butiks-kvadratmeter går i stå i år - for første gang meget længe.

– Lukningerne signalerer, at der er en udstrakt kannibalisering i discountsektoren med vigende omsætninger, og omsider ser vi en pæn række nedlukninger. De svarer til mere end 80 pct. af sidste års vækst i arealet. Men derfra og til at tro, at vi får et samlet nedgang i salgskvadratmeterne i hele sektoren er der selvfølgelig et stykke vej. Spørgsmålet er, hvordan året fortsætter - om vi vil se flere reduktioner af salgsarealer, siger han.

En udskudt afvikling

Der har længe hersket en rørende enighed i branchen om, at hele seks ekspanderende discountkæder fører til en overmætning af markedet, som må koste på et tidspunkt.

– Allerede for nogle år siden var der mange, der mente, at blodbadet mellem discountkæderne snart ville blive tydeligt. Men de har jo evnet at udvikle deres sortiment og meget andet rigtig flot i en årrække, og dermed har de måske udskudt det, der tilsyneladende er ved at ske nu, siger Henning Bahr.

– Det ville undre mig, om ikke der også er andre kæder end Kiwi og Fakta, der slæber rundt med butikker, der har røde tal, siger han.

Med de i alt 33 lukninger, som nu er annonceret i først og fremmest discountkæderne Kiwi og Fakta, forsvinder der ifølge Retail Institute Scandinavia ca.17.000 kvm.

17.000 kvm. er imidlertid kun halvt så meget som den gennemsnitlige tilgang hvert år af butiks-areal de seneste 10 år, hvor der er kommet i alt 344.000 ekstra kvm. til.

Butikken er på 811 kvm.

Dansk Supermarked har stået over halvdelen af det nye areal i 10 års-perioden fra 2004 til 2014 med en tilgang på 189.000 kvm. - en vækst på over 40 pct.

Det samlede dagligvare-butiksareal i dag svarer til 365 fodboldbaner af DBUs officielt anbefalede størrelse på 6630 kvm. - og i de seneste 10 år er der altså kommet yderligere 52 fodboldbaner til.

Det er blevet meget længe siden, at den lille købmand på hjørnet var normen for danske dagligvarebutikker.

I 2004 var den gennemsnitlige dagligvarebutik på 645 kvm. Siden er arealet vokset med 25 pct. til et snit på 811 kvm. i dag.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020