Dansk Supermarkeds butikker skal udlevere receptpligtig medicin
Et samarbejde mellem Dansk Supermarked Group og Webapoteket giver kunderne i Føtex, Netto og Bilka mulighed for at handle receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin nemt og enkelt, skriver Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.
Det sker på webapoteket.dk via Føtex.dk eller Bilka.dk, og medicinen kan enten hentes i Swip-boksen ved et af 350 varehuse/discountbutikker eller leveres til hjemmet.
Den nye apotekerlov gav apotekerne mulighed for at oprette flere filialer, der kan udlevere pakke og udlevere receptpligtig medicin, og disse kan ligge i supermarkedernes forområder.
Men monopolet blev ikke brudt i den nye lov, så der skal stadig stå en apoteker i spidsen for et apotek.
Nu vælger Dansk Supermarked i stedet et alternativ, der med et slag giver 350 butikker mulighed for at udlevere receptpligtig medicin.
Kunderne kan dog ikke komme ind fra gaden med en recept, men skal bestille medicinen på webapoteket via Føtex.dk eller Bilka.dk for derefter at hente den i butikkens Swip-boks - eller at få den bragt til døren.
Dansk Supermarked Group har 350 butikker med Klik & Hent spredt ud over hele landet.
- Vi kan med vores stærke distributionsdel varetage distributionen og udleveringen af apotekervarerne. Webapoteket står for selve salget, og det apoteksuddannede fagpersonale sørger ligeledes for den vigtige apoteksfaglige rådgivning, siger Kenneth Nielsen, koncerndirektør for E-commerce og Digital i Dansk Supermarked Group.