Dansk Supermarked i madsats til skoler og ældrepleje
Dansk Supermarked forsøger med opkøbet af Iposen.dk, der leverer dagligvarer til ældre, at finde vækst i det offentlige. Det sker som led i Dansk Supermarkeds strategi om at udvide kundegruppen til også at omfatte dagsinstitutioner og skoler. Kenneth Nielsen, koncerndirektør for selskabets e-handel og digitale satsninger, siger, at markedet har en anslået værdi på 3-4 milliarder kroner. Topchef Per Bank afviste tidligere på året, at Dansk Supermarked havde planer om at gå ind i markedet for salg af dagligvarer på nettet, da det indtil videre kun er en niche. Med købet af Iposen.dk giver Dansk Supermarked salg på digitale platforme mere fokus, men en digitalisering af f.eks. Føtex og Netto er ikke nært forestående, siger Kenneth Nielsen.
Kilder:Børsen, sektion 1, side 6, 04-09-2015