Coop er den mest bæredygtige virksomhed i Danmark
En dagligvarekoncern, tre dagligvarekæder og tre dagligvareleverandører er alle på årets top 10 over de mest bæredygtige virksomheder i Danmark, viser Sustainable Brand Index 2019.
Her topper Coop-koncernen nok engang listen over Danmarks mest bæredygtige virksomheder, som det også var tilfældet i 2018.
- Det er tydeligt, at danskerne godt kan lide Coops aggressive holdning til alt fra kemikalier og økologi til dyrevelfærd. Peter Høgsteds aktivisme er også forfriskende og en succesfaktor for Coop, siger Erik Elvingsson Hedén, stifter af Sustainable Brand Index.
Udover at vinde imponerer Coop ved at have hele tre brands i top 10 (Coop, SuperBrugsen og Irma), og netop dagligvarekæderne er sammen med hotel- og telekommunikation de brancher, der er gået mest frem i år.
Af Coops kæder er SuperBrugsen og Irma placeret som henholdsvis nummer fem og ni, mens Kvickly er listet på en 12. plads, Daglig'Brugsen som nummer 15 og Fakta på 22. pladsen.
Mange kæder i top 30
På andenpladsen over Danmarks mest bæredygtige virksomheder kommer Rema 1000, der i 2018 indtog en femteplads.
Blandt Salling Groups kæder er det Netto og Føtex, der klarer sig bedst med placeringer som nummer 18 og 19, mens selve Salling Group indtager 30.pladsen og Bilka følger efter som nummer 33. Netto og Føtex springer henholdsvis ni og fire pladser frem på listen i forhold til sidste år.
De største højdespringere er dog kæderne Lidl og Meny med placeringer som henholdsvis 24 og 25. Det er spring på ca. 20 pladser frem i forhold til sidste år.
Aldi ligger derimod sidst af de listede dagligvarekæder på 86.pladsen, hvilket dog er fem placeringer bedre end sidste år. Derimod er Dagrofa slet ikke blandt de listede 219 danske virksomheder.
Blandt leverandørerne indtager Thise en tredjeplads, Urtekram en ottendeplads og Friland plads nummer 10.
I rapporten har man spurgt 7.400 danskere i alderen 16-70 år om deres holdning til, hvordan de opfatter 219 danske virksomheders bæredygtighed i forhold til FN's 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling.
FN's verdensmål omfatter blandt andet målsætninger indenfor ansvarligt forbrug og produktion, klimaindsatsen og sundhed og trivsel.