Bryggerier og handel er rygende uenige

Salling Group 11. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Bryggerierne og dagligvarehandlen er blevet rygende uenige om den dansk-tyske pantaftale, som faldt på plads umiddelbart før valget blev udskrevet.
I læserbreve udveksler Bryggeriforeningen og dagligvarehandlen skarpe synspunkter og fremstår nu som lodret uenige om den politiske aftale om pant på tyske dåser i grænsebutikkerne. Bryggeriforeningens læserbrev i Børsen for nylig får nu Netto, Coop og De Samvirkende Købmænd til at offentliggøre et skarpt svar.
Bryggerierne siger, at aftalen kan betyde tab i milliardklassen og tab af arbejdspladser hos bryggerierne, mens handlen kritiserer Bryggeriforeningen for at bryde en mangeårig konsensus på det danske marked og for, at "Bryggeriforeningens pludselige modstand afslører et årtis mummespil".
Aftale er en ny skat
Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, er "stærkt forundret" over, at regeringen har indgået aftalen med Tyskland med et snævert flertal i Folketinget bag sig og kritiserer aftalen for at blive dyr på bryggerierne og Dansk Retursystem.
Niels Hald kalder aftalen "en helt ny skat på danskerne", fordi kunderne i grænsebutikkerne ud over panten skal betale 19 øre i tysk moms pr. dåse, som man ikke får retur.
Bryggeriforeningen frygter, at Dansk Retursystem skal investere op mod 1,2 mia. kr. for at udvide indsamlingskapaciteten uden sikkerhed for finansiering. Desuden frygter bryggerierne, at grænsebutikkerne vælger at sælge tyske produkter med tysk pant:
"Det er glædeligt, at der på begge sider af den dansktyske grænse er en fælles vilje til at indføre pant i grænsen, men den forudsatte model må kunne fungere i praksis. Det er ikke tilfældet med den aftale, der foreligger. En forkert løsning vil medføre tab af arbejdspladser hos bryggerierne," skriver Niels Hald i et læserbrev.
Kolde fødder
Handlen retter kritik mod Bryggeriforeningen for at være imod den nye pantaftale "som en del af et omfattende lobby-arbejde fra denne "tilhænger" (dvs. Bryggeriforeningen) med henblik på at undgå pant i grænsebutikkerne".
Handlen peger på, at det er uhensigtsmæssigt, at danske forbrugere kører syd for grænsen for at købe varer, bryggerierne har fragtet dertil, og at en stor del af de indkøbte dåser ender som affald i naturen.
"At pantaftalen nu er i hus og dermed ikke længere en fugl på taget, har tilsyneladende givet Bryggeriforeningen kolde fødder, hvorfor den forsøger at bryde med mange års fælles indsats fra danske bryggerier, dansk detailhandel og et i øvrigt bredt miljøpolitisk flertal i Folketinget," skriver Netto, Coop og DSK.
" Bryggeriforeningens pludselige modstand afslører et årtis mummespil.
NETTO, COOP OG DSK"

Opdateret 10. nov 2020