Bilka vil lokke flere kunder til med sort kampagne

Salling Group 13. nov 2018 -
This describes the image
Bilka drejer på alle knapper for at få forbrugerne, især børnefamilier, til at vælge hypermarkedet, når der skal handles. Arkivfoto: Hans Juhl

I et fremstød under devisen ”Bilka tager imod sorte penge”, der især må appellere til det nordjyske publikum, vil kæden vinde kunderne tilbage i en presset tid op til jul.

Black Friday bliver fejret hele måneden med Black November.

Hver gang kunderne køber for 500 kr., får de en bonslip med en stregkode, der giver hele 100 kr. i rabat ved næste køb.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil trække folk ind igen, så de kommer tilbage gennem hele november. Det er en tung måned i forhold til, at folk venter med at komme ud at handle til Black Friday, og det vil vi gerne prøve at imødekomme ved at sige, der er noget at komme efter i Bilka hele november, siger Anne Bremer Refslund, senior brand manager i Bilka Marketing.

Hårde tider for hypermarkeder

Tiden er ellers ved at rinde ud for hypermarkederne, vurderer eksperter udi dagligvarebranchen.

Forbrugere vil hellere gå i små butikker og købe resten på nettet, er tendensen.

At Bilka også mærker det, afviser Kasper Reggelsen, presseansvarlig i Salling Group.

- Det går godt i Bilka, vi flytter os i den rigtige retning, men der skal kæmpes for det, siger han og uddyber:

- Det er generelt et relativt fladt marked i branchen, og det er de samme markedsandele, der skal flyttes lidt frem og tilbage. Vi laver kampagnen for at fastholde det momentum, Bilka har i forbindelse med Black Friday, så det så at sige ikke er konkurrenterne, der løber med den omsætning. Det er mere et offensivt end et defensivt træk.

Det offensive træk medfører en kollision med julesalget.

Det viser sig blandt andet ved, at julemanden render rundt i en sort dragt, når der bliver holdt pakkeleg for kunderne.

Netop aktiviteter og events fremhæver Kasper Reggelsen som Bilkas tilløbsstykke, fordi det giver en anderledes butiksoplevelse – og det er da også meningen, siger Bilkas brand manager.

- Jeg tror, det er hele detailhandlens store udfordring, at folk simpelthen venter med at købe til Black Friday, og efterfølgende er der også en lang ventetid, hvor folk holder igen indtil julesalget. Så vi prøver at få folk til at komme igen med en masse gode tilbud og aktiviteter, siger Anne Bremer Refslund.

Opdateret 10. nov 2020