Væksten aftager for Rema i Norge

Reitan 10. mar 2016 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Er der mon en øvre grænse for, hvor stor en markedsandel et enkelt kædekoncept kan tage i et land?

I Norge har Reitangruppens lavpriskæde Rema 1000 vundet terræn hvert eneste år i kæden 37-årige historie. Men efterhånden som Rema kommer nærmere en milepæl i form af en markedsandel på hele 25 pct., går det knap så stærkt.

For få år siden åd kæden næsten et procentpoint om året fra konkurrenterne, men i den nyeste opgørelse over markedsandelene i 2015 fra The Nielsen Company er det kun gået halvt så hurtigt.

Rema står nu noteret for 24,2 pct. - mod 23,7 pct. i 2014.

Ærkerivalen, NorgesGruppens Kiwi-kæde, er samtidig sprunget fra 17,7 pct. til 18,9 pct. på et år. Dermed leverer Kiwi stort set hele fremgangen i Dagrofa-storejer NorgesGruppen, som er gået fra 39,9 til rekordhøje 41,2 pct.

Tre deler markedet

Koncentrationen i norsk dagligvarehandel er væsentligt højere end herhjemme, især efter at svenske ICA som den sidste udenlandske aktør trak sig fra landet sidste år.

Til sammen har de tre største koncerner nu godt 93 pct. af markedet, og i år kan det tal vokse yderligere, fordi ICA trods alt stadig nåede at sælge knap 3 pct., før det i foråret 2015 var slut i Norge.

Coop Norge købte broderparten af ICAs butikker og overhalede dermed Rema som næststørst i landet med 27,9 pct. - mod 22,3 pct. i 2014.

Opdateret 10. nov 2020