Salg af uensartede grøntsager skal mindske madspild
Danske forbrugere kan fra i dag købe ujævne tomater, krumme agurker, skæve peberfrugter og andre uensartede grøntsager i Rema 1000. De uensartede grøntsager kommer fremover i handlen i stedet for at blive frasorteret, når de høstes.
Initiativet hos Rema 1000 er et bidrag til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad's kamp mod madspild.
De uensartede grøntsager vil kunne købes til lavere priser. For hver enhed, der bliver solgt, støtter gartnerierne og Rema 1000 hver med 12,5 øre, så Stop Spild Af Mad i alt modtager 25 øre pr. enhed.
Rema 1000 har sammen med de to gartnerier, Alfred Pedersen & Søn og Gartneriet Østervang Sjælland, igangsat det nye, landsdækkende initiativ i kampen mod madspild.
- Samarbejder på tværs af værdikæden, hvor både producenter, dagligvarekæder og kunder tager et fælles ansvar og sætter fokus på nedbringelse af madspild, giver de største resultater, siger indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000, Anders R. Jensen, i en kommentar.
Salgschef hos GASA Odense Frugt, Per Madsen, ser gode muligheder i samarbejdet.
- I løbet af de senere år er de på Gartneriet Sjælland blevet så dygtige, at den reelle frasortering af grøntsager i dag er nedbragt betydeligt.
Der er dog fortsat en mindre mængde uensartede grøntsager, som gartnerierne kan tilbyde forbrugerne gennem samarbejdet med Rema 1000.
Stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, Selina Juul, siger, at de uperfekte og skæve grøntsager smager ligeså godt som de pæne og lige.
- Det vil både mindske madspild og samtidig skabe ny vækst til fødevaresektoren, siger hun.