Retsag løfter sløret for Remas franchisemodel
Rema 1000 beretter åbent om, hvor meget gennemsnitindtjeningen for kædens i dag 285 selvstændige købmænd vokser år for år, og i 2015 kom op på 1,3 mio. kr. i snit.
Hvordan kædens franchisemodel egentlig er skruet sammen, har kædens dog ikke været særligt åbenmundet omkring.
Godt nok ved alle efterhånden, at det kræver et indskud på 300.000 kr. i startkapital at blive Rema 1000-købmand, men det er stort set også alt.
Under en verserende retssag mellem en tidligere franchisetager og Rema 1000 gav kædens adm. direktør Henrik Burkal og økonomidirektør Torben Sørensen dybere indsigt i Rema 1000’ forretningsmodel og kædens franchisekontrakt.
Her kom det frem, at alle Remas købmænd i Danmark hvert år betaler en franchiseafgift på 7 pct. af omsætningen. Et beløb, der blandt andet går til at dække husleje, service og markedsføring. Herudover betaler købmændene også en årlig lejeafgift på 1,4 pct. for inventar og it-udstyr.
Selv kaldte Henrik Burkal Remas franchisemodel for frihed sat i system og pegede på, at system giver stordriftsfordele og frihed smådriftsfordele.
- Vores franchisekontrakt er en standardkontrakt, der giver en ensartethed og gennem-sigtighed. Franchiseafgiften på 7 pct. er flad, uanset hvor lidt eller meget, købmanden omsætter for. Det giver mulighed for at tjene rigtig gode penge, sagde Henrik Burkal under vidneafhøringen.
2,5 pct. til købmanden
Under retssagen kom det ligeledes frem, at 4,2 pct. af bruttoomsætningen er den lønomkostning, købmanden skal drive sin butik for. Samtidig stiler Rema 1000 efter, at der skal være 2,5 pct. af butikkens omsætning tilbage til købmanden.
- 2,5 pct. til franchisetager. Det er vores model. Vi har ligget på 2,6-2,8 pct. en del år i kæden, fortalte Torben Sørensen.
Alle Rema 1000’ franchise-kontrakter gælder for en periode på fem år og langt størsteparten af købmændene får deres kontrakter forlænget. Det sker blandt andet på baggrund af en ansøgning, hvor købmanden skal fortælle om mål for den næste periode. Kun ganske få kontrakter afbrydes i utide.