Remas grossistselskab har kurs mod 16 mia. i år

Reitan 1. sep 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Rema 1

I et ellers fladt dagligvaremarked er der tilsyneladende ingen ende på den vækst, som den norskejede franchisekæde Rema 1000 formår at hente.

Helt friske tal for Remas grossistvirksomhed Reitan Distribution, som bliver bragt i erhvervsavisen Erhverv+, viser en fremgang på hele 9,6 pct. i år fra januar frem til midt i august.

Fordeler væksten i distributionsselskabet sig på samme måde som omsætningen gør generelt, kan Rema 1000 igen i år tegne sig for en milliard-fremgang i forhold til sidste års omsætningsrekord på 12,3 mia. kr.

Rema med 293 butikker står nemlig for ca. 75 pct. af omsætningen i Reitan Distribution, mens resten er vareleverancer til en række conveniencekæder med 7-Eleven og Circle K i spidsen – samt den korte Løvbjerg-kæde med en omsætning på godt en mia. kr.

Løvbjerg er dog på vej til konkurrenten Dagrofa Logistik, med fuld effekt fra årsskiftet.

Rema holder momentum

Holder væksttempoet i Reitan Distribution året ud, vil der være tale om en omsætningsvækst på 1,4 mia. kr. Dermed kan årets omsætning ende på lige over 16 mia. kr. - mod 14,6 mia. kr. sidste år.

Men adm. direktør i Rema 1000 og Reitan Distribution, Henrik Burkal, afviser, at man bare kan forlænge vækstlinjen på den måde.

- Væksten er også et resultat af, at Circle K overtog en del Shell-stationer midt på året sidste år. De kom til os i sommeren 2016, og det påvirker væksten i første halvår i år – men ikke i andet halvår. Og så har vi også startet overflytningen af Løvbjerg til Dagrofa. Det påvirker os også lidt i resten af året. Men så har vi til gengæld en fornuftig udvikling i Rema 1000, siger Henrik Burkal til Dansk Handelsblad.

Præcis hvor stor en vækst Rema 1000 har hentet i år, vil han ikke fortælle. Sidste år landede fremgangen på godt 8 pct., og meget tyder på, at den ikke bliver mindre i år.

Over for Erhverv+ nedtoner Henrik Burkal betydningen af den tabte omsætning fra Løvbjergs skifte på en måde, der samtidig giver et indtryk af det aktuelle tempo i Remas øgede salg.

- Vi har en større vækst på vores omsætning i Rema 1000 i år end det, der kommer til at gå fra, og det viser lidt om vores momentum i markedet, siger han til avisen.

Mange nye Rema’er

I år kommer der flere nye butikker til i kæden end længe, og det er naturligvis med til at løfte væksten i resten af året.

- Vi etablerer mange butikker i år. Det bliver til en del, siger Henrik Burkal.

Lukningen af konkurrenten Kiwi har medvirket til at skaffe Rema flere nye butikker end normalt, og kæden forventer at åbne sin danske butik nummer 300 til november. 22 nye skulle det blive til i alt her i 2017.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020