Rema1000 har fuld fart på energioptimeringer
For tre år siden besluttede Rema 1000 sig for, at alle nyopførte butikker skulle udstyres med 100 procent LED-belysning.
Siden har mange af kædens øvrige butikker fået installeret LED-belysning, så antallet af butikker med LED i dag udgør 140 af kædens i alt 262 butikker.
Rema 1000’ tekniske chef Jørgen Modvig fortæller, at LED-projekterne for alvor har taget fart i 2015.
I følge Jørgen Modvig handler det om at plukke de lavt hængende frugter først, og da belysning typisk udgør 40 procent af butikkens samlede elforbrug, er der mange penge at hente på netop dette område.
– Typisk kan en investering i LED på 100.000 kroner tjenes hjem på tre-fire år og give butikken en besparelse på 40 procent af udgifterne til belysning, så det er virkelig et fokusområde, siger Jørgen Modvig. der også fortæller, at en sidegevinst ved LED-lys er, at butikkerne får et behageligere indeklima om sommeren, da LED ikke afgiver så meget varme.
Mærkbar effekt
Udskiftningen til LED-belysning foregår ikke blot inde i selve butikken, men tæller også facadeskiftning og lys på parkeringspladser.
For at få tilskud skal butikkerne kunne dokumentere deres besparelser, og derfor følger både købmænd og kædeledelsen nøje med i effekterne af de mange energisparetiltag.
I 2014 lykkedes det således Rema 1000 at spare cirka 2,8 mio. kilowatt som følge af kædens mange energitiltag indenfor belysning, frost/køl samt it. – Vi er ikke i mål endnu, men vi er rigtig godt på vej takket være et super godt samarbejde med vores købmænd, siger Jørgen Modvig.
Af Søren Tougaard
Foto: Ulrik Samsøe Figen