Rema tordner frem med kæmpe omsætningsvækst

Reitan 28. feb 2018 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Figen Samsøe
Skrevet af: Søren Tougaard

Det var forventet, at 2017 også ville byde på omsætningsvækst i Rema 1000, som kæden har for vane herhjemme.

Men de færreste udenfor Rema 1000 havde formentlig ventet en fremgang i toplinjen på 12,3 pct. - set i lyset af, at væksten på det danske dagligvaremarked er tæt på nul, og at discountbutikkerne samlet set oplevede en vækst på 1,6 pct. i 2017.

13,8 mia. kr. lød omsætningen på i discountkæden i 2017, hvilket er en fremgang på 1,5 mia. kr. i forhold til 2016.

2017 bød ligeledes på yderligere 20 Rema 1000-butikker, så der ved udgangen af året var 304 butikker herhjemme. Det betyder, at langt den overvejende del af omsætningsvæksten hentes i Rema 1000s eksisterende butiksnet.

- Et af de vigtigste fokusområder for os, er at vi har en god udvikling i de eksisterende butikker, fordi det er vigtigt for os, at den enkelte købmand har en sund forretning. Det har vi et meget, meget stort fokus og egentligt mere end på etablering af nye butikker, siger Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000 Danmark.

Den voksende omsætning har også medført en stigning i Rema 1000-koncernens årsresultat fra 292 mio. kr. til 367 mio. kr., svarende til en fremgang i bundlinjen på mere end 25 pct.

Stadig sulten

Det til trods får regnskabet dog stadig kun prædikatet "tilfredsstillende" i ledelsesberetningen, mens Henrik Burkal på tomandshånd selv betegner resultatet som godt.

Efter kæden har rundet 300 butikker, hedder næste mål 400 butikker og en ambition om på sigt at overhale Netto målt på omsætning.

- Vi er sultne og har store ambitioner. Vi har også nogle skrappe krav til, hvad det er for nogle butikker, vi ønsker at åbne, og i forhold til, hvad vi tror på, de kan sælge for. Når man har haft vækst igennem så mange år, skal man passe på, at man ikke bliver fartblind og tænker, at man nu kan åbne butikker alle steder. Det er vigtigere at kunne sige nej til en butiksplacering, end det er at kunne sige ja, siger Henrik Burkal.

Opdateret 10. nov 2020