Rema-købmanden er over 10 år i jobbet
Som alle andre selvstændige kræver det en stor arbejdsindsats at være Rema 1000-køb-mand. Med de ofte lange arbejdsdage følger også en indkomst, der for de fleste købmænd ligger betydeligt over gennemsnitslønnen.
Trods stigende krav til nutidens Rema 1000-købmænd er ancienniteten blandt køb-mændene stigende. Det fortæller kædens HR-direktør, Michael Skou.
- Vi samarbejder i gennemsnit med købmændene mere end 10 år. Det er lidt over to kontraktperioder. Vi har et stærkt og tæt samarbejde med en masse dygtige og dynamiske købmænd. Og tendensen er, at samarbejdet strækker sig over en længere og længere periode. Det er vi stolte over, for vores intention er, at vi gerne vil have et langt og dynamisk samarbejde med købmændene, siger Michael Skou.
En væsentlig årsag til at Rema 1000-købmændene i snit er længere tid i jobbet, er, ifølge HR-direktøren, at Rema 1000 har købmænd med en stor egeninteresse, der både er dygtige købmænd og dygtige ledere. Samtidig er der generelt meget få kontrakter, der ikke bliver forlænget, fortæller han, uden at ville oplyse det præcise antal.
- Der er altid nogle, der efter den første kontraktperiode finder ud af, at det alligevel ikke var dem. Måske, syntes de at jobbet krævede noget af dem, som de ikke var klædt godt nok på til at kunne løse. Der kan også være private årsager til, at de gerne vil noget andet. Det er fair nok. Vi har også købmænd som efter 10 år har lyst til at prøve noget helt andet. F.eks. er flere af vores 11 regionschefer tidligere Rema 1000-købmænd, fortæller Michael Skou.
Selvstændige købmænd
Cirka 290 butikker er kommet til, siden Rema 1000 åbnede de to første butikker her-hjemme tilbage i august 1994. I år runder discountkæden 300 butikker og har kikkerten rettet imod 400 indenfor en kort årrække. Og kravene til købmændene er betydeligt højere end for bare fem år siden.
- I dag er butikkerne væsentligt større med mange ansatte, så mange Rema 1000-butikker er at sammenligne med en mellemstor virksomhed. Derfor er det ikke nok at være en dygtig købmand i dag. Købmanden skal også være en god leder, siger Michael Skou.
En måde hvorpå Rema 1000 sørger for, at købmændene udvikler sig i takt med butikken, er at sætte købmændene sammen i erfa-grupper, så de derved kan sparre med hinanden og lære af andres erfaringer. Derved får købmændene også ny viden, der kan gøre en forskel i den daglige butiksdrift.
- Vores købmænd er selvstændige købmænd og har hver deres måde at drive butik på. Hvordan de vælger at bruge deres ressourcer og drive deres butik, er deres eget ansvar. Der er ingen, der kommer sovende til deres overskud. Det er der heller ikke andre i detailbranchen, der gør, understreger Michael Skou.