Rema 1000 herre i eget hus ved sukkerfabrikken i Stege

Reitan 19. okt 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Rema 1000 Stege
  • Discountkæden er kommet godt fra start i nyt butiksanlæg på Møn


     

Købmand Leif Nielsen kan ånde lettet op. Flytningen af butikken til nyt butiksanlæg i Stege på Møn er gået efter planen. Den gamle butik lukkede den 2. oktober, og den 13. oktober kunne han byde kunderne velkommen i den nye butik tæt på den gamle butik.

- Det er jo et stort arbejde, når man skal lukke ned ét sted og åbne et andet, også når man til sidst har måttet skuffe nogle af kunderne, fordi der ikke var så mange varer på hylderne længere, siger Leif Nielsen til dagbladet Sjællandske Næstved.

Takket være lokalt teamwork og hjælp fra kolleger i andre 12 butikker lykkedes det at gennemføre flytningen efter planen, hvor der undervejs blev flyttet 75 paller med varer fra den gamle til den nye butik.  Også på selv åbningsdagen var der ekstra hænder fra andre butikker. 

Rema 1000 har haft 15 år som lejer på Sukkerfabrikken, hvor butikken i sin tid rykkede ind i nyindrettede lokaler. Men rammerne fra den gamle fabrik er ikke lige så optimale som i den nybyggede butik ved siden af den gamle sukkerfabrik.

Købmanden glæder sig bl.a. over 200 ekstra kvm, så butikken nu er på 1.200 kvm, og har fået en bedre energiløsning med bl.a. LED-lys og solceller på taget. 
På Facebook skriver Leif Nielsen om åbningen, at den ”overgår alle forventninger med flere længder. I skal alle vide, at vi dybt taknemmelige, ydmyge, og stolte over den tilbagemelding, I har givet os”.

Han siger også, at Rema 1000 har været ”så professionelle i opbakningen til mig som købmand, mine kollegaer i de andre butikker har vist et sammenhold mellem os, jeg på ingen måde tager for givet”.

This describes the image

Rema 1000 som den så ud i de gamle rammer i sukkerfabrikken i Stege.

Opdateret 25. okt 2022