Rekordlav vækst i norsk dagligvarehandel

Reitan 23. mar 2018 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Efter år med høje, stabile vækstrater oplevede det norske dagligvaremarked et markant dyk i fremgangen i 2017. I 2016 var væksten på 3,1 pct., men den blev sidste år afløst af en vækst på beskedne 1,1 pct. til en samlet omsætning på 171,3 mia. norske kr. eller ca. 133 mia. danske kr., viser Dagligvarerapporten 2018 udarbejdet af analysebureauet Nielsen.

Fremgangen svarer til ca.1,5 mia. kr. - og skal ses på baggrund af, at det norske forbrugerprisindeks var 1,7 pct. sidste år, mens inflationen på fødevarer og alkoholfrie drikkevarer stort set var nul, bemærker Nielsen i en kommentar til den lave udvikling.

Nielsen angiver selv flere årsager til den kraftige opbremsning på det norske dagligvaremarked. F.eks. har nethandlen med dagligvarer haft en positiv vækst på 33 pct. til estimeret ca.1,6 mia. kr., hvor onlinesupermarkedet kolonial.no alene omsatte for ca. 600 mio. kr.

Desuden har nordmændene i stigende grad købt dagligvarer i Sverige i 2017. Hele 23,4 pct. steg grænsehandlen med i 3. kvartal. Er samme vækst forsat året ud, betyder det ifølge Nielsen, at nordmændene grænsehandlede for, hvad der svarede til ca. 13,2 danske mia. kr. sidste år. Det er en vækst nær 1,6 mia. kr. i forhold til 2016.

Endelig angiver Nielsen også, at tilbagegangen på dagligvaremarkedet hænger sammen med en stor vækst blandt koncepter som Europris, Nille og Sparkjøp, som i større eller mindre omfang konkurrerer med dagligvarebutikkerne på nonfood-kategorier som personlig hygiejne og rengøringsartikler.

Blandt andet var væksten hos Europris, der tæller ca. 240 lavprisbutikker, 6 pct. i 2017, og også den danske Normal-kæde forsøger at få en bid af dette marked med åbningen af de første norske butikker sidste år.

Samlet vurderer Nielsen, at væksten på det tilstødende marked, der udgør nethandel, grænsehandel og nonfoodkoncepterne som f.eks. Europris i alt var 24 pct. sidste år.

Vækst i antal butikker

Den vækst står i skærende kontrast til det traditionelle dagligvaremarked i Norge, der igennem 2017 havde en nettotilgang af butikker på 29 til i alt 3.843 dagligvarebutikker. I 2014 og 2016 var udviklingen i antallet af butikker status quo, mens der i 2015 var et fald på 93 butikker, svarende til 2,4 pct. af butiksnettet.

Alligevel har der de tre foregående år været vækstrater på mellem 2,6 og 4,3 pct. i Norge. De norske discountbutikker sidder tungt på langt størstedelen af det norske dagligvaremarked og udgjorde ved udgangen af 2017 65,7 pct. af markedet.

Her er Rema 1000, trods tilbagegang i Norge på 2,7 mia. kr. sidste år, stadig den største kæde i landet med en andel på 23,4 pct., mens Kiwi følger efter med en markedsandel på 20,8 pct. Blandt de norske dagligvareaktører er Norgesgruppen klart størst med en samlet markedsandel på 43,1 pct. efterfulgt af 29,7 pct. til Coop og Rema 1000.

Opdateret 10. nov 2020