Reitan runder skarp milepæl i 2020: Omsætter for trecifret milliardbeløb

Reitan 11. jun 2021 -
This describes the image
Reitans lastbiler har haft ekstra travlt i 2020, hvor koncernen rundede 100 mia. norske kr. i omsætning. Foto: Rema 1000
  • Rema 1000's norske ejer Reitan kommer særdeles styrket ud af corona-året 2020, hvor alle tre forretningsben præsterer flotte resultater

Hos den norske dagligvarekoncern Reitan kan man roligt række armene i vejret. Årsregnskabet for 2020 viser nemlig, at selskabet i et på mange måder hårdt corona-år for første gang runder det skarpe, trecifrede milliardhjørne på omsætningen, mens driftsresultatet vokser med næsten 2 mia. norske kr.

I alt lander omsætningen for 2020 på 105,6 mia. norske kr. (svarende til 77,6 mia. kr) mod 96,9 mia. norske kr. i 2019. Driftsresultatet vokser i samme periode fra 3,7 mia. norske kr. til 5,5 mia. norske kr.

Årsresultatet før skat lander på 5,2 mia. norske kr., hvor godt 45 pct. ifølge Reitan relaterer sig til kapital- og ejendomsvirksomhed. Ser vi på selskabets primære pengemaskine Rema 1000-kæden, vokser omsætningen på tværs af Danmark og Norge fra 72,3 mia. norske kr. i 2019 til hele 84,9 mia. norske kr. i 2020. Heraf henter Rema i runde tal 30 mia. norske kr. i Danmark, mens det norske hjemmemarked står for de resterende små 55 mia. norske kr. 

Analysevirksomheden NielsenIQ vurderede tilbage i februar, at det norske dagligvaremarked fra 2019 til 2020 var vokset med 17,1 pct. til knap 209 mia. norske kr. Heraf tegner Rema 1000 sig altså for lige under en fjerdedel.

Ikke lutter guld og grønne skove

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, lader adm. direktør i Reitan, Odd Reitan, forstå.

- Dagligvarebranchen har haft rekordresultater i et trist år, vi alle skulle have været foruden. Vi jubler ikke, mem bruger tiden på det vi har erfaret og lært, siger han i en pressemeddelelse.

Især på convenience-forretningen har Reitan mærket konsekvensen af corona-krisen. Her falder omsætningen med næsten 1,9 mia. norske kr. til 13,5 mia. norske kr., mens driftsresultatet lander på -155 mio. norske kr. blandt andet på grund af faldende pendlertal.

- Forretningen i convenience er hårdt ramt, fordi vi har de bedste beliggenheder, hvor folk færdes i metroer, jernbanestationer, lufthavne og bycentrummer. Højeste prioritet i alle forretningsområder har været at sikre kunder og ansatte med gode værnemidler samt opretholde drift og samfundskritiske forsyninger af mad og brændstof, siger finansdirektør i Reitan, Kristin Genton.

Dansk ejendomshandel trækker op

En del af indtjeningen for 2020 henter Reitan i ejendomsafdelingen, hvor årets resultat langt overstiger indtægterne - blandt andet på grund af salget af et dansk projekt.

Driftsindtjeningen i Reitan Ejendom var således på 2,6 mia. norske kr., mens selve driftsindtægterne "blot" landet på 1,1 mia. norske kr. Årets resultat kommer blandt andet på baggrund af salget af en 25.000 kvadratmeter stor ejendom med 168 lejligheder og fire butikker til en kapitalforvalter.

- Reitan Ejendom præsterede meget stærkt i 2020. Med en stadigt voksende portefølje, som giver lejeindtægter og god projektudvikling, som håndteres af et kompetent og effektivt team sammen med gode samarbejdspartnere har vi et udmærket fundament for videre satsning på ejendom, siger finansdirektør i Reitan, Kristin Genton.

Opdateres

Opdateret 11. jun 2021