Reitan kan blive største købmandsgrossist

Reitan 17. mar 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Mange års høj vækst i discountkæden Rema 1000 er en hovedårsag til, at det Rema-ejede logistikselskab Reitan Distribution nu kan have overtaget førertrøjen i købmændenes del af dansk dagligvarehandel.

Sidste år voksede omsætningen i Reitan Distribution med 6,7 pct. til 14,6 mia. kr., fremgår det af en netop offentliggjort årsrapport. Dermed skal rivalen Dagrofa Logistik have præ-steret en vækst på næsten 5 pct. sidste år for at beholde mange års førerposition blandt købmandsgrossisterne.

Selv om Dagrofa-lejren har meldt om vækst i 2016, er den dog næppe helt oppe på det niveau.

I et interview med Dansk Handelsblad i november 2016 sagde Dagrofas koncernchef Per Thau følgende om udviklingen i året:

– Vi har vækst i Kiwi, vi har vækst i Meny, Spar og Min Købmand, så alle enkeltenhederne vokser. Men så er der noget grossistomsætning, der suser ud, efter at Circle K har købt Shell.

Dagrofa-koncernen fremlægger først sine 2016-regnskaber på et senere tidspunkt, men ifølge den senest tilgængelige årsrapport nåede Dagrofa Logistiks omsætning lige i underkanten af 14 mia. kr. i 2015. Det var ca. en kvart mia. kr. mere, end Reitan Distribution havde samme år.

Rekordoverskud - og mere på vej

Ledelsesberetningen i Reitan Distributions nye årsrapport nævner foruden Rema 1000s egen vækst også en fremgang i servicestationskæden Circle K som drivkraft bag fremgangen sidste år. Det var per 1. maj, at Circle K overtog driften af et meget stort antal Shellstationer og dermed voksede betragteligt.

Blandt kunderne i Reitan Distribution er også 7-Eleven, der i sidste ende har samme ejer i den norske Reitan-familie, og den regionale kæde Løvbjerg, som dog skifter til netop konkurrenten Dagrofa Logistik fra 2018.

Det påvirker dog ikke forventningerne til mere vækst i både omsætning og resultat i Reitan Distribution her i 2017.

Overskuddet i 2016 blev det hidtil bedste i selskabet med et resultat før skat på 87 mio. kr. mod 67 mio. kr. i 2015. Dermed følger grossisten en jævnt stigende indtjeningskurve med forbedrede resultater år for år, siden Rema overtog aktiemajoriteten i den kriseramte forgænger, Edeka Danmark, tilbage i 2009.

Opdateret 10. nov 2020