Ny Rema i Rudkøbing splitter byrådspartier

Reitan 18. jan 2021 -
This describes the image
Arkivfoto: Rema 1000
  • Et spinkelt flertal er klar til at ændre et centerområde for at skabe plads til en ny Rema 1000 i Langelands største by

Skrevet af: Søren Tougaard

Rema 1000 ønsker at opføre en ny butik ved den gamle gasværkgrund på Nørrebro i Rudkøbing. Det kræver dog, at byrådspolitikerne i Langelands Kommune er villige til at udvide kommuneplanens centerområde. 

Og det spørgsmål splitter partierne internt. F.eks. mangler SF-borgmesteren Tonni Hansen opbakning fra to af fem partifæller, mens kun en Socialdemokratiet er fortaler for byggeriet. Og i Venstre er der både en tilhænger, en modstander og en tvivler, når det kommer til at udvide centerområdet for at skabe plads til en ny Rema 1000. 

Fyns Amts Avis har spurgt alle 15 byrådsmedlemmer om deres holdning til sagen. Pt. er 8 byrådspolitikere positive over for, at lade Rema 1000 opføre en ny butik på grunden. Fem siger nej, mens to er i tvivl. 

Politiker: Nogle mister tilliden til rådhuset

En af modstanderne af projektet er den konservative Bo Nissen, der er formand for Trafik-, Teknik- og Miljø-udvalget. Hans holdning flugter med en detailhandelsanalyse, der anbefaler, at centerområdet ikke udvides i Rudkøbing. Samme holdning har bestyrelsen i Rudkøbing Handelsstandsforening.

- Vi har i kommunalbestyrelsen gjort meget ud af at have et ordentligt samarbejde med handelsstandsforeningen, og det har kørt godt i mange år, men nu risikerer vi at blive sendt tilbage til start. Nogle mister tilliden til det, der foregår på rådhuset, og det synes jeg er brandærgerligt, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skal have al den ballade for at lave om på noget, som vi er enige om fungerer godt, siger Bo Nissen til avisen. 

Samtidig frygter Bo Nissen, at et ja til at udvide centerområdet, gør det endnu sværere at argumentere for et nej i lignende sager fremover. 

Efter den indledende behandling i Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget bliver sagen forelagt for Økonomiudvalget den 1. februar, hvorefter Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til projektet på et møde den 8. februar.  

  

 

 

Opdateret 2. jun 2021