To kæder vil sælge danskerne lokale fødevarer
Danskerne kan i de kommende år se frem til åbning af mange små fødevaremarkeder med varer fra lokale producenter.
To unge kæder med fokus på lokale fødevarer - Landmad og Madselskabet – har begge planer om at blive landsdækkende. Foreløbig har de åbnet henholdsvis tre og en butikker, men ambitionerne fejler ikke noget, og hvis begge kæder når deres mål, vil de samlet åbne 65-75 butikker i de kommende år.
Landmad har netop indgået aftale om butik nummer fire på gågaden Stengade i Helsingør. Kæden har allerede butikker i Grenaa og Silkeborg og åbnede for nylig sin tredje butik i Roskilde.
- Vi er ved rulle en franchisekæde ud, og der er mange, som er interesserede i at blive franchisetagere, og vi har mange på venteliste. Vi er faktisk blevet overraskede over, at interessen er så stor, fortæller iværksætteren Louise Dolmer bag Landmad.
Hun håber, at Landmad kan komme til at bestå af 45-50 butikker på de bedste beliggenheder i byerne, og hun er ikke bange for at få konkurrence fra andre kæder med lokale fødevarer.
- Der er plads til flere kæder med lokale fødevarer i Danmark. Vi skiller os ud ved, at vores forretningsmodel er at være en afsætningsplatform for bønder og producenter, og vi har både cater og eksport og en meget stor egenproduktion. Derudover har vi butikker, som er bygget sammen med en webshop, og vi bliver kæmpestore på nettet. Vi har også café og tá med mad, siger hun.
Forstærkende effekt
Også stifteren af Madselskabet, Birgitte Escherich, forventer, at Madselskabet og Landmad vil kunne vokse side om side og have butikker i de samme byer – som det i øjeblikket er tilfældet i Silkeborg. Madselskabet består foreløbig af en enkelt nyligt åbnet butik i Silkeborg, og Birgitte Escherich håber på at åbne 25 butikker i løbet af de næste 5 til 6 år.
Hun tror heller ikke, at de to kæder vil gå i vejen for hinanden, men måske vil der snarere være en forstærkende effekt i at flere ildsjæle påvirker danskernes indkøbsvaner.
- Vi kan have to glimrende virksomheder hver for sig, uden at de kommer til at ødelægge noget for hinanden. Men vi kommer måske til at gnave os ind de eksisterende supermarkeders kundekreds, siger hun.
- Madselskabet og Landmad ser måske ikke så forskellige ud i forbrugernes øjne, for begge steder går du ind i en forretning og køber lokale fødevarer, men der er alligevel meget stor forskel. Madselskabet er også et spisested, og så har vi takeaway ved siden af dagligvarerne. Samtidig er vi ufravigeligt økologiske, og vi arbejder hen mod at blive biodynamiske. Vi arbejder fødevareaktivistisk i vores initiativ Foodpeace.org på at skabe et nyt fødevaresystem med med nye forretningsmodeller, nye værdier og nye normer for, hvad mad er, siger Birgitte Escherich.
- Madselskabet er meget mere end et kommercielt tiltag. Det primære for os er at skabe en bæredygtig fødevarekæde, selv om vi selvfølgelig også har en forretning, der skal løbe rundt, siger stifteren af Madselskabet Birgitte Escherich.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen