Juli redder knap nok sommeren

Reitan 26. aug 2015 -
This describes the image

Dagligvaresalget ligger også i tremåneders-perioden fra maj til og med juli under sidste års niveau, så august skal virkelig vise fremgang, hvis årets dagligvare-sommer skal lande på højde med sommeren 2014.

Hvor meget et køligt vejr i maj og juni har påvirket danskernes lyst til at spendere penge på maden er der næppe nogen, der har helt styr på.

Men juli bød i hvert fald på fremgang både vejr- og omsætningsmæssigt.

Salget af fødevarer og andre dagligvarer steg ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik med 1,5 pct. i danskernes foretrukne feriemåned sammenlignet med juli 2014 - når man renser tallene for prisudviklingen.

Det var imidlertid ikke helt nok til at rette op på et billede af en temmelig sløj sommer.

I de tre måneder maj til og med juli ligger omsætningen stadig 0,4 pct. under niveauet i den samme periode i 2014.

Ser man på hele den forløbne del af 2015 er der bedømt ud fra Danmarks Statistiks tal ingen udvikling i salget, når man ser bort fra en begrænset inflation - snarere trækker det i retning af et lille fald.

Forbrugertillid uden effekt

Hos Dansk Erhverv er begejstringen for en begrænset fremgang i detailsalget i juli temmelig afmålt.

- Der tegner sig stadig et billede af tilbageholdende forbrugere, som trods høj forbrugertillid og penge på bogen altså ikke i større omfang har brugt penge hos de hjemlige butikker hen over sommeren - salget ligger på samme niveau som ved årsskiftet, siger økonom Mira Lie Nielsen fra Dansk Erhverv i en kommentar.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Illustration: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?