Jeppe Søe er ny mediechef på Dansk Handelsblad

Reitan 28. maj 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen
Mediet om dansk detailhandel, Dansk Handelsblad, udvider med ansættelse af Jeppe Søe som mediechef, ledelsen.
Jeppe Søe får som opgave at styrke avisens position på alle medier, herunder de digitale platforme. Han indtræder også i avisens ledelse.
- Dansk Handelsblad er en af de gamle hæderskronede brancheaviser, og jeg glæder mig til at løfte den helt ind på de nye medier, med de mange nye muligheder, som det giver - og til at gøre det med dyb respekt for al den historie, som mediehuset emmer af. Der er generelt brug for en stærk debat i branchen - og med de nye mediers muligheder, vil Dansk Handelsblad være den naturlige platform for alle at deltage på, siger Jeppe Søe.
Dansk Handelsblad bor i Åbyhøj ved Aarhus og er en AAA-virksomhed – også kaldet tripple A - målt på kreditværdighed ifølge Soliditet.
- Vores vigtigste mål er konstant at udvikle Dansk Handelsblad. Vi er nået langt, men vi har nu ansat en kapacitet, der giver os mulighed for at satse mere på digitale medier, online portaler, videoproduktion og sociale medier, mens vi holder fast i alle styrkerne ved Dansk Handelsblad, der er udkommet i 106 år. Vi er et betalingsmedie, og det bliver vi ved med at være, siger Niels H. Carstensen, adm. direktør og chefredaktør Dansk Handelsblad.
Ledelsen udgør fremadrettet Niels H. Carstensen, der er ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør, samt af Peter Helm-Petersen, der er abonnements- og salgschef og nu pr. 1. Juni af Jeppe Søe, der er mediechef. Jesper Veber Knudsen blev for nyligt udnævnt til daglig journalistisk leder.
Den nyansatte, Jeppe Søe, er 44 år, journalist, og har tidligere arbejdet som journalist og studievært på TV2 og TV3. Han har siden 2000 været kommentator, foredragsholder og kommunikationsrådgiver for store kunder i dansk erhvervsliv - samt videoproducent og chefredaktør på kulturmagasinet [et cetera] i Aalborg, hvor han også bor med sin kone og fire børn.
Tidligere redaktionschef på bladet, Claus Jensen, er fortsat tilknyttet Dansk Handelsblad – nu som freelance, hvor han leverer nyheder. Samtidigt har Dansk Handelsblad for første gang i årtier igen ansat en praktikant, Ditte Nygaard Larsen, der begynder på avisen 1. 8. 2015 og 12 måneder frem. Pr. 31. Juli udløber ansættelsen som kommerciel chef, der indtil da bestrides af Lars Helweg-Andersen, der var ansat på kontrakt tidsbegrænset.
Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?