Gode tider i vente for slagtere
Slagterforretningerne går gode tider i møde, hvis de i højere grad satser på singlehusholdninger. Det vurderer direktør Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia i fagbladet Fødevaremagasinet.
I de seneste fem år er antallet af singler herhjemme steget med 100.000, og det ser ud til at være en udvikling, der fortsætter. Ifølge Fødevaremagasinet har en overvejende del af dagligvarehandlen siddet denne udvikling overhørig, og singler mangler mulighed for at købe fødevarer i små mængder.
Retail Institute Scandinavias råd til dagligvarebutikkerne er, at de begynder at satse på også at have mindre portioner i sortimentet til singler.
Samtidig forudser hun, at slagtere og andre specialfødevarebutikker går gode tider i møde, især hvis de satser på kvalitet frem for kvantitet ikke bare over for singler, men generelt.
- Krisen er forbi, og vi ved, at forbrugerne køber både dyrt og billigt ind. De lægger 45 pct. af deres vareindkøb i discountbutikkerne, fordi de vil have basisvarer som mel og pasta så billigt som muligt. Men de vil også forkæle sig selv og betaler gerne prisen for mere luksusprægede fødevarer. F.eks. vil mange forbrugere hellere betale en høj pris for én eller to gode bøffer frem for at købe fem halvgode med mængderabat, siger Dorte Wimmer i Fødevaremagasinet.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
'