Danskerne får færre plastikkort i tegnebogen
Danskerne kan se frem til at få færre klub- og fordelskort i plastik til at fylde i tegnebøgerne. Flere kort vil blive tilknyttet Dankortet, så kunderne ikke længere behøver at finde et klubkort frem for at få fordelene i butikkerne.
Ansvarlig for Dankortet i Nets, Jeppe Juul-Andersen, fortæller, at Nets er i dialog med flere landsdækkende detailkæder og andre aktører. Han forventer, at i løbet af et års tid vil omkring ti aktører have knyttet deres loyalitetsprogrammer til Dankortet og dermed have gjort det traditionelle fordelskort i plastik overflødigt.
- Det giver rigtig god mening at samle kortene på Dankortet. Det er en god løsning, fordi kunden så ikke behøver at skulle have et fordelskort med i pungen, som jo kan blive glemt, så kunden ikke får sine fordele, siger han.
Selv om Dankortet har eksisteret i efterhånden mange år, så er det først for et halvt år siden, at Nets har færdigudviklet den ellers umiddelbart oplagte løsning, hvor Dankortet identificerer kunden i forhold til et fordelsprogram.
Jeppe Juul-Andersen forklarer, er der er flere årsager til, at det ikke tidligere har været muligt at tilbyde en løsning til alle detailkæder. Teknologien giver i dag flere muligheder, parterne omkring Dankortet skulle være enige om løsningen, og samtidig sætter betalingstjenesteloven skarpe grænser for, hvad man må bruge en betalingstransaktion til.
Meny lokker med rabat
Foreløbig har benzinselskabet Statoil og fødevaremarkedet Meny valgt at lade deres loyalitetsprogrammer være tilknyttet Dankortet.
For marketing og onlinedirektør i Meny, Christian Higraff, var det oplagt, at kædens loyalitetsprogram skulle være tilknyttet betalingskortet.
- Når nu muligheden foreligger, så giver det ikke mening at lave endnu et plastikkort.
For øjeblikket foregår 80 procent af alle betalinger i dagligvarehandelen på et betalingskort, siger han.
Han kan ikke røbe, hvor mange medlemmer fordelsprogrammet har fået efter de første uger, hvor kæden blandt andet har givet 15 procent søndagsrabat for medlemmer.
- Vi er godt tilfredse, selv om vi selvfølgelig helst vil have, at alle vores faste kunder melder sig til programmet, siger han.
Kædens program tilgodeser især kernekunder med stort køb i butikkerne. Kunden registrerer sig med sit betalingskort som medlem og modtager herefter personlige tilbud på for eksempel 15 procents rabat på en varegruppe. Kundes skal selv aktivere tilbuddet, før det bliver udløst.
100.000 Statoil-medlemmer
Statoil var først i Danmark til at give danskerne mulighed for at knytte et rabatkort til et Dankort eller et andet selvvalgt betalingskort. Der er i dag over 100.000 medlemmer af olieselskabets kundeklub Statoil Extra, som har tilmeldt sig med betalingskort.
- Vi har haft en helt utrolig vækst i antallet af tilmeldte siden lanceringen. For langt de fleste kunder, er det et bøvl at have et ekstra kort. Kunderne vil gerne tilmelde sig og have fordelene, men de gider ikke have alle de der kort i pungen, fortæller marketing- og kommunikationsdirektør Ann Kirstine Havsteen.
Statoil lokker kunderne med, at de ved at tilmelde betalingskortet til Statoil Extra får fordele uden at skulle finde et særligt kort frem af pungen ved betalingen – for eksempel er hver sjette cola og hver sjette kop kaffe gratis ved besøg på stationerne.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand