Corona rammer DSB’s 7-Eleven-butikker hårdt

Reitan 16. mar 2021 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • De 65 7-Eleven-kiosker på togstationerne mistede en tredjedel af kunderne i 2020, og det medfører et underskud på 42 mio. kr.

2020 startede godt for de 65 7-Eleven-butikker, som DSB Service & Retail driver på en række togstationer rundt om i landet, og 10 pct. flere kunder besøgte butikkerne.

Men så kom corona-pandemien med kraftige restriktioner og langt færre passagerer i den offentlige trafik. Det har betydet en nedgang i antallet af kunder over hele året på 29 pct. Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab.

Den samlede omsætning i DSB Service & Retail, der også dækker over en række mindre aktiviteter, landede i 2020 på 696 mio. kr. mod 975 mio. kr. i 2019.

I ledelsesberetningen fortælles det, at nedgangen er positivt påvirket af afgiftsstigningen på tobak per 1. april.

Et overskud på 20,5 mio. kr. efter skat i 2019 ændrede sig i 2020 til et underskud på 42,3 mio. kr. I regnskabet er indregnet midler fra statens corona-hjælpepakker på 19 mio. kr.

Ifølge ledelsesberetningen er det butikkerne i København, der er hårdest ramt på grund af de manglende turister.

Resultatet beskrives som utilfredsstillende, men begrundes med pandemien.

”COVID-19 pandemien forventes fortsat at påvirke driften i 2021. Når samfundet genåbnes, forventes omsætningen at øges betragteligt. DSB S&R forventer et underskud i 2021, hvis størrelse i hej grad afgøres af udvikling i den igangværende COVID-19 pandemi,” står der.

Den 22. december 2020 blev aktiekapitalen i DSB S&R ifølge ledelsesberetningen forhøjet fra 5,5 mio. kr. med 0,5 mio. kr. til 6,0 mio. kr. ved kontant indbetaling af 50 mio. kr., heraf 49,5 mio. kr. i overkurs.

DSB S&R har i perioden åbnet to Stationsstuer i henholdsvis Haslev og Rungsted, hvor kunderne har mulighed for at købe billetter, mad og drikke.

Derudover har DSB S&R i samarbejde med 7-Eleven introduceret Kaffe-ekspressen med salg af kaffe og udvalgte kioskvarer i lyntogene.

DSB S&R har indgået en ny samarbejdsaftale med Reitan Convenience Danmark, som har rettighederne til 7-Eleven-brandet i Danmark, frem til 2027.

 

Opdateret 23. mar 2021

Vil du vide mere?