Conveniencekæde fortsætter årelangt samarbejde med DSB

Reitan 27. jan 2021 -
3 min læsetid
This describes the image
Conveniencebutikkerne på Aarhus H vil også i fremtiden hedde 7-Eleven. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
  • En ny syv-årig samarbejdsaftale er netop underskrevet mellem Reitan Convenience, der står bag 7-Eleven i Danmark og DSB Service & Retail

Siden 2010 har det været muligt for pendlere og andre togpassagerer at købe mad, bagværk samt varme og kolde drikke i 7-Eleven-butikker på togstationer landet over.

Det kan de også de næste syv år, for Reitan Convenience, som står bag 7-Eleven i Danmark, og DSB Service & Retail, tidligere Kort & Godt, har nemlig i dag underskrevet en ny syv-årig samarbejdsaftale, som løber til og med 2027.

- Jeg er glad for, at vi i dag kan offentliggøre, at vi har forlænget aftalen med vores mangeårige samarbejdspartner DSB Service & Retail. Samarbejdet har været en stor succes for begge parter og passer godt til vores mål om at servicere kunder på farten med lækre produkter. Her er landets togstationer vigtige lokationer med mange pendlere hver dag. Den nye aftale sikrer, at vi kan udvikle det gode samarbejde og tilfredsstille kunder i by, på land, langs vejene og på togstationerne med mad, bagværk samt varme og kolde drikke eller andre lækre produkter, som man typisk står og mangler, når man er farten, siger Jesper Østergaard, administrerende direktør i Reitan Convenience Denmark.

I øjeblikket er der 63 7-Eleven butikker på DSB’s stationer, og også i DSB er der glæde over den nye aftale og det fortsatte samarbejde:

- Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Reitan Convenience, som har kørt de seneste 10 år. Attraktive partnerskaber er vigtige for DSB Service & Retail for at skabe gode kundeoplevelser på DSB’s stationer nu og i fremtiden. Derfor er det også med glæde, at vi nu har indgået et syvårigt partnerskab med Reitan Convenience om deres prisvindende koncept, siger Martin Zunda, administrerende direktør i DSB Service & Retail.

De seneste år har DSB Service & Retail lukket en stak butikker, der ikke længere var rentable. Nogle steder er i stedet oprettet ”stationsstuer” med inspiration fra et lignende tiltag i Holland. Det er en hybrid imellem en dagligstue og en kiosk, hvor man kan også kan købe billetter, låne et toilet og opholde sig mens man venter.

7-Eleven har eksisteret i Danmark siden 1993, hvor den første butik åbnede på Trianglen på Østerbro i København. Conveniencekæden har i dag 174 butikker fordelt rundt om i landets storbyer, i provinsen, i storcentre, i Københavns lufthavn og på DSB-togstationer.

I 2019 vandt 7-Eleven Danmark prisen for verdens bedste conveniencekoncept, da kæden blev hædret med ’NACS International Convenience Retailer of the Year Award’.

Siden 2014, da 7-Eleven præsterede sit første overskud i Danmark, er det gået støt fremad stort set hvert år. 2019 var ikke en undtagelse, da kæden landede et overskud på 57 mio. kr. mod 49 mio. kr. i 2018.

7-Eleven butikkerne leverede en samlet omsætning i på 2,2 mia. kr. eksklusive moms og brændstof, hvilket var en like-for-like-vækst på 2,6 pct.

Corona-krisen vil dog formentlig påvirke regnskabet for 2020.

 

Opdateret 27. jan

DH Food Professional banner