7-Eleven åbner to ubemandede butikker i år

Reitan 3. jun 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Illustration: Reitan Convenience
  • Inden årets udgang åbner conveniencekæden to test-butikker uden medarbejdere

Nogle gange er kundestrømmen ikke stor nok til, at det er rentabelt at åbne en butik. På den anden side er en salgsautomat med et lille udvalg af varer for lidt.

- På en sådan lokation kan vi åbne en ubemandet butik, og det er vores plan. I første omgang bliver det til to testbutikker, og derudfra vil vi vurdere, om konceptet passer til det danske marked. Butikkerne skal sælge mad, bageri og drikkevarer samt konfekture, men ingen varme madprodukter, siger Jesper Østergaard.

Han er adm. direktør for Reitan Convenience Danmark, der ejer 7-Eleven her i landet.

Det er ikke helt uden inspiration fra 7-Elevens søsterkæder, at Jesper Østergaard har fået ideen.

Ved årsskiftet åbnede Reitan Convenience Sverige sin første ubemandede butik i kioskkæden Pressbyrån i storcentret Westfield Mall of Scandinavia lidt uden for Stockholm.

- I første omgang skal man teste en ubemandet butik i et beskyttet område som et storcenter. For at kunne lidt styr på, hvad der foregår i butikken, vil vi aldrig placere én på et sted som Strøget i København. Man kunne til gengæld godt forestille sig, at de kunne ligge på et sygehus, siger Jesper Østergaard.

Han vil endnu ikke fortælle, hvor testbutikkerne skal ligge.

 

Alt skal pakkes ind

De ubemandede 7-Eleven-butikker vil være næsten identiske med den svenske, der siden er suppleret med yderligere en butik.

- I Sverige er indtjekning og betaling bundet op på en app. Vi vil give kunderne muligheden for også at benytte et betalingskort, så vi ikke vælger de kunder fra, som måske ikke handler kontinuerligt i vores butikker, siger Jesper Østergaard.

Hylderne er udstyret med vægte, der sammen med kameraer registrerer, hvilke varer kunden tager, og om hun fortryder og sætter en eller flere på plads igen.

- Når teknologien indebærer vejning, kræver det, at eksempelvis alle croissanter vejer det samme. Det er også et hygiejnekrav, at alle varer skal være pakket ind, siger direktøren.

Butikken får ca. 200 varenumre på de 25 kvm., som salgsarealet udgør. Der må være fem kunder i butikken ad gangen.

Opdateret 3. jun 2021