18.000 er med i Remas naboindkøb
Discountkæden Rema 1000s bud på e-handel, Vigo.dk, har premiere i dag.
Og fra begyndelsen har over 18.000 tilmeldt sig som nogle, der gerne vil tjene en skilling på at købe ind for naboen og andre med behov i en af landets 282 Rema 1000-butikker.
Ifølge en pressemeddelelse fra Rema kom de første 10.000 til allerede i den første uge, man kunne melde sig som Vigo-indkøber.
- Vi havde ikke turde håbe på, at vi ramte vores langsigtede og ambitiøse mål om 10.000 private indkøbere allerede den første uge. Det er helt vildt, og det viser virkelig, at danskerne er klar til at hjælpe hinanden. Vi har fået masser af positive tilbagemeldinger fra borgere i hele landet, og ikke kun fordi de vil tjene lidt ekstra. Mange vil gerne give en hjælpende hånd ved at handle for naboen eller en ældre i bygningen uden at få penge for det. Det siger meget, synes jeg, siger adm. direktør i Rema 1000, Henrik Burkal.