Marcipandirektør: Sukkerafgiften hæmmer innovation og konkurrenceevnen

Private label 21. dec 2021 -
This describes the image
Foto: Odense Marcipan
  • Tre spørgsmål til Niels Stig Søgaard, adm. direktør Odense Marcipan

Skrevet af: Søren Tougaard

Odense Marcipan blev grundlagt i 1909 og har siden været en fast følgesvend på det søde bord. Ikke mindst i forbindelse med julen. 

I 30 år har Odense Marcipan været ejet af norske Orkla. Odense Marcipan står stærkt på det skandinaviske marked både på dagligvaremarkedet, foodservice og hos bagerier. 

Virksomhedens produkter bliver brugt af mange kage- og konfektureproducenter. Odense Marcipan omsatte i 2020 for 341 mio. kr. 

Hvad ser I som jeres største udfordring? 

Lige nu er forsyningssikkerhed og det at skulle agere i et totalt uforudsigeligt råvaremarked den største udfordring.

Hvor i markedet ser I potentiale for vækst?

Lige nu ser vi mulighed for vækst alene ved at agere sikker havn for kunderne. Dvs. ved at kunne levere og holde høj leveringssikkerhed. På længere sigt ser vi gode muligheder i innovation, samtidig med at vi gør os umage og holder et højt kvalitetsniveau. Vi oplever, at der er kommet større opmærksomhed omkring, hvad vi spiser, herunder kvaliteten af både råvarer og færdigprodukt. At kunne levere på forbrugernes behov og ønsker i denne henseende indebærer også potentiale til vækst. 

Hvis du kunne gennemføre en politisk ting, hvad skulle det så være – og hvorfor? 

Afskaffe sukker -og chokoladeafgiften på kr. 25,97 pr. kg. Det er en afgift, der hæmmer innovationsviljen og går ud over konkurrenceevnen for de danske producenter. Der er en risiko for, at den fører til smugleri og skattesnyd, hvor forbrugerne og fødevaresikkerheden tit lades i stikken. Endvidere er sukker -og chokoladeafgiftsloven så detaljeret og mangefacetteret, at den er svær at navigere i og administrere efter.
 

Opdateret 24. feb 2022