Royal Unibrew får det fulde ejerskab af norske Hansa Borg Bryggerier

Private label 7. jan 2022 -
This describes the image
Foto: Royal Unibrew
  • Danmarks næststørste bryggerikoncern køber Norges næststørste drikkevarekoncern for ca. 1,8 mia. danske kr.

Royal Unibrew A/S med hovedsæde i Faxe styrker nu sin position på drikkevaremarkedet i Norge.

I en pressemeddelelse oplyser Danmarks næststørste bryggerikoncern efter Carlsberg Group, at det overtager det fulde ejerskab af Hansa Borg Bryggerier, som er det næststørste bryggeri og drikkevarevirksomhed i Norge med fire bryggerier og et aftapningsanlæg i hele landet.

Sammen med Solera Beverage Group, som Royal Unibrew købte i september 2021, vil købet af de resterende aktier i Hansa Borg Bryggerier skabe en stærk multidrik-markedsposition for Royal Unibrew i Norge.

I forvejen ejede Royal Unibrew 25 pct. af Hansa Borg Bryggeri. Prisen er 1,8 mia. danske kr. Heraf betales 10 pct. kontant, mens de resterende 90 pct. vil blive betalt med aktier i Royal Unibrew.

Med købet prissættes hele Hansa Borg til 3,3 mia. norske kr. svarende til 2,44 mia. danske kr.

Adm. direktør i Royal Unibrew, Lars Jensen, siger, at koncernen i en længere periode har ønsket at udvide sit partnerskab med det norske bryggeri i en gensidig interesse: - Jeg er glad for, at det endelig er lykkedes og ser meget frem til at udvikle Hansa Borg Bryggerier til den førende udbyder af multidrik i Norge.

Lars Giil, som er adm. direktør for Hansa Borg Bryggerier, siger, at ”med en stærk industriel ejer som Royal Unibrew i ryggen får vi adgang til en masse indsigt og ressourcer, som vil styrke vores position på markedet yderligere samt sikre, at vi har den nødvendige investeringskraft til fremtiden”. 


 

Opdateret 7. jan 2022