Hverdagsklassiker fra Stryhns uden kød

Private label 28. jan 2022 -
This describes the image
Foto: Stryhns Gruppen
  • Stryhns Gruppen lancerer ny postej uden kød. Det sker i erkendelse af, at hver anden dansker mener, at det samlede kødforbrug bør reduceres

Nu melder Stryhns Gruppen sig ind i kampen om den grønne omstilling med en hverdagsklassiker af stor national betydning på linje med makrel-maden.

- Der skal være flere plantebaserede alternativer til danskerne. 

Sådan lyder meldingen fra Stryhns Gruppen i en pressemeddelelse med nyheden om, at den 1. februar sender selskabet en ny plantebaseret postej på markedet som et alternativ til den velkendte grovhakkede.

Stryhns har forpligtet sig til inden 2025 at levere et grønt alternativ til alle kerneprodukter.

- Det seneste år har vi arbejdet intenst med at finde den bæredygtige balance mellem miljøhensyn og velsmag. Resultatet er vores nye Veggiepostej, som er både plantebaseret, cremet og fuld af smag, siger Henriette Kjær Overgaard, marketingchef i Stryhns Gruppen.

Hun tilføjer, at mange danskere vil gerne skære ned på kødet – også når det gælder pålæg:

- Men smagen er en faktor, som de færreste går på kompromis med, og det stiller krav til kvaliteten på de grønne alternativer.

Stryhns Gruppen har været mere end 80 år på det danske marked.

Den mindre konkurrent med fokus på økologiske produkter Hanegal tog i 2019 et nyt skridt i kapløbet om at komme først med nye plantebaserede alternativer til de traditionelle kødprodukter. Og som stadig dominerer i kølediskene i landets supermarkeder.

På den svenske økologimesse Nordic Organic Food Fair vandt Hanegals dengang nye Plantepostej Klassisk prisen for årets bedste veganske nyhed. Postejen var den første lancering i rækken af plantebaserede produkter lavet på nordiske ærter og bælgfrugter.
 

Opdateret 28. jan 2022