Fødevareminister på Madens Folkemøde: Vi skal genopdage værdien af hjemmelavet mad
-
Analyser viser, at hvert fjerde måltid i dag består af takeaway eller færdigmad. Fødevareminister Jacob Jensen (V) sætter fokus på dansk madkultur og forbruget af takeaway på folkemøde i dag på Lolland
Fødevareminister Jacob Jensen (V) sætter fokus på dansk madkultur og forbruget af takeaway på Madens Folkemøde på Engestofte Gods på Lolland, hvor der ventes omkring 10.000 i dag og morgen.
Et flertal af danskerne mener, at vi som samfund bør bremse den stigende tendens til at spise takeaway- og færdigretter.
Ministeren ønsker samtidig at starte dialogen med danskerne om, hvordan vi kan bevare og styrke den danske madkultur.
Fødevareministeren deltager derfor i dag i tre debatter på Madens Folkemøde under overskrifterne ”Fortiden i Fremtidens Mad, ”Samarbejder mod madspild – national madspildsstrategi” og ”Hvad skal vi ha’ at spise i morgen?”
Udvikling skal vendes
Jacob Jensen er enig med danskerne i, at udviklingen skal vendes. Han har derfor igangsat projektet ’Fortiden i fremtidens mad’ og sætter i dag på Madens Folkemøde fokus på danskernes madvaner og madkultur. Ambitionen med projektet er at bringe både politikere, kulinariske iværksættere, detailhandlen og forbrugerne sammen om at genopdage værdien af hjemmelavet mad.
- Tallene vidner om, at det hjemmelavede måltid og den danske madkultur har stor værdi for mange af os. Samtidig laver færre os mad derhjemme, og jeg vil gerne være med til at vende udviklingen, så Danmark ikke ender som en takeaway-nation, siger Jacob Jensen.
Han mener, at vi skal bruge de gode råvarer, der gror rundt om os i den danske muld, og lade dem være i centrum for vores måltider.
- Det kræver en fælles indsats at nå dertil. I dag tager vi første skridt på Madens Folkemøde, og inden sommerferien vil jeg samle en række kulinariske eksperter til en rundbordssamtale om, hvordan vi kan finde løsninger på fremtidens bæredygtige madkultur ved at undersøge den danske kulinariske arv.