Vestager vil beskatte digitale giganter langt hårdere
Den amerikanske onlinegigant Amazon er for længst rykket ind på flere europæiske markeder og har tilkæmpet sig betydelige markedsdele i lande som Tyskland, Frankrig og England.
Snart ventes Amazon også at gøre sin entré i Danmark, men til forskel for sine danske konkurrenter slipper Amazon med de nuværende skatteregler langt billigere i selskabsskat.
Derfor har EU-Kommissionen tidligere i år fremsat et forslag, der vil pålægge de største digitale virksomheder en afgift på 3 pct. af deres omsætning af blandt andet onlineannoncer og værdien af data i det land, hvor omsætningen reelt finder sted.
Læs også: Amazon får milliardbøde af EU
- I dag betaler en digital virksomhed lige omkring 9 pct. i skat i gennemsnit, mens andre virksomheder betaler ca. 23 pct. i skat. Det er omkring 100 procentpoint forskel. Og her taler vi ikke om de små selskaber. Vi taler om de store virksomheder, og det gør en forskel, fremførte EU-kommissær for konkurrence Margrethe Vestager på FDIH's E-handelskonference sidste måned og uddybede:
- For 20 år siden var det en ud af 20 af de største virksomheder, der var digital. I dag er det ni ud af 20. Hvis det fortsætter, kommer skattebyrden til at hvile på nogle helt andre skuldre, end de burde gøre. Så er det de traditionelle virksomheder med en fysisk tilstedeværelse og med fysiske produkter, som kommer til at hænge på skattebetalingen.
Forslaget fra EU-Kommissionen retter sig mod virksomheder med en global omsætning på over 750 mio. euro globalt, mere end 5,5 mia. kr., og mindst 50 mio. euro i EU.
Ens for alle
Indførslen af en fælles digital EU-skat har dog særdeles vanskelige udsigter, da det kræver enighed blandt alle EU's medlemslande. Lige nu møder kommissionsforslaget dog politisk modstand i lande som Sverige, Irland og Danmark.
F.eks. har finansminister Kristian Jensen (V) senest udtalt, at forslaget kommer ind som en hund i et spil kegler i forhold til, hvordan vi ellers beskatter i Danmark.
Og hos Dansk Industri kalder direktør Kent Damsgaard forslaget om en omsætningsskat for udvalgte virksomheder for et ’særdeles dårligt instrument’ og en ’hovsaløsning’, hvor de praktiske problemer er store og uoverskuelige.
Læs også: Danske Slagtermestre stævner Vestager for EU-Domstolen
Trods uenigheder medlemslandene imellem håber Margrethe Vestager, forslaget bliver vedtaget.
- En ting er, at vi har skattekonkurrence internt i EU, hvor landene selv kan fastsætte forskellige niveauer for selskabsskat. Noget helt andet er, at man får en særlig fordel, fordi man har en bestemt type forretningsmodel. En særlig fordel, som betyder, at fordi man er multinational, så har man nogle helt andre muligheder end den enkeltstående virksomhed. Ideen er enkel. Der er ikke nogen, der skal have en fordel, som de andre ikke har, for de driver virksomhed på de samme markeder, pointerede Vestager.