Svenske ICA får nej til storopkøb i Litauen

19. apr 2018 -
This describes the image
Nu må svenske ICA alligevel ikke købe den litauiske kæde IKIs 242 butikker. Illustration: IKI

Den svenske markedsleder ICA er helt suveræn på hjemmebanen, men har ikke rigtigt heldet med sig i udlandet.

I mange år stod ICAs konstant skrumpende norske forretning, ICA Norge, for trecifrede milliontab hvert eneste år, før ICA til sidst fik nok og forlod nabolandet gennem et salg til konkurrenten Coop Norge.

Tilbage udenfor Sveriges grænser er nu kun Rimi Baltic, der agerer i de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.

Men nu har ICAs bestræbelser på at ekspandere i Litauen gennem et storopkøb, der ville gøre Rimi til landets næststørste kæde, fået et uventet knæk.

Landets konkurrencemyndigheder, der ellers havde givet milliardhandelen grønt lys sidste efterår, har nu trukket i land og stopper ICAs opkøb af IKI-kæden med 242 butikker.

Godkendelsen var betinget af, at ICA frasolgte 17 af 57 butikker i den svenske koncerns egen kæde, Rimi. Det lykkedes også - men køberne var efter de litauiske myndigheders opfattelse ikke gode nok.

Ifølge en pressemeddelelse fra ICA "tvivlede de på købernes konkurrencekraft og hensigter om langsigtede forpligtelser i forhold til alle butikker".

Det vil sige, at de ikke forventede, at køberne ville være stærke nok til at opretholde en tilstrækkelig konkurrence i markedet.

Chok for ICA

Flere formuleringer i ICAs pressemeddelelse vidner om, at afvisningen må være kommet som lidt af et chok for ICA, der nu helt må opgive handelen.

- Vi er overraskede og skuffede over beslutningen. Vi har nøje gennemgået markedet for at finde alle tænkelige interessenter til butikkerne, og vi har fremlagt flere forskellige forslag til en aftale for de litauiske konkurrencemyndigheder - med fire forskellige mulige købere. Alle disse er tidligere blevet godkendt af en vurderingsmand udpeget af konkurrencemyndigheden til at bedømme køberne og aftalen, siger Per Strömberg, som er adm. direktør i ICA Gruppen.

Han forsikrer, at skuffelsen ikke får ICA til at opgive ekspansion i Litauen. Men nu er man slået lidt tilbage til start - før opkøbsprocessen blev påbegyndt for et par år siden.

- Litauen er fortsat et vigtigt marked for ICA Gruppen, og vi kommer nu til at gå tilbage til vores tidligere fokus på organisk vækst, siger Strömberg.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?