Supermarkeder og fødevarebranchen trækker integrationen

12. mar 2018 -
This describes the image
|| Arkivfoto: Dansk Supermarked ||Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Dagligvarehandelen og fødevarebranchen spiller fortsat en hovedrolle i bestræbelserne på at integrere indvandrere og deres børn på arbejdsmarkedet.

Således er ikke mindst indvandrernes efterkommere populære i supermarkeder og discountbutikker, mens forældre-generationen udgør en betragtelig andel af de beskæftigede på slagterier og fødevarelagre.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 6 pct. af de ansatte i supermarkeder og discountbutikker i 2016 var efterkommere af en ikke-vestlig indvandrer.

På det samlede arbejdsmarked er den tilsvarende andel kun 1,4 pct. af alle beskæftigede.

Og de unge efterkommere bliver stadig mere populære i dagligvarebutikkerne. Således er andelen steget med 2 procentpoint siden 2008.

Dermed ligger dagligvarehandlen godt i tråd med regeringens ghettoudspil, hvor der bliver lagt op til at kommunerne skal belønnes for at få indvandrere og efterkommere i arbejde.

Udspillet er ikke mindst rettet mod kvinderne.

På det område er dagligvarebutikkerne også i front. 48 pct. af de efterkommere med ikke-vestlig baggrund, der arbejder i supermarkeder og discountbutikker, er nemlig kvinder.

Flest mænd i fødevarebranchen

Gode og hurtige karrieremuligheder kan ifølge informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, være en af årsagerne til, at de unge med anden etnisk baggrund end dansk sø- ger ind i dagligvarebranchen.

- De unge kan se, at der er bedre udviklingsmuligheder i vores branche, end der er i de fleste andre. Man kan gøre hurtig karriere, hvis man er flittig og dygtig – og det er mange af de unge efterkommere af indvandrere, siger Jens Juul Nielsen.

Samlet set ligger andelen af ansatte med anden etnisk baggrund end dansk – det vil sige både indvandrere og deres efterkommere - på 12 pct.

Det er dog ikke kun dagligvarebutikkerne, der ansætter mange med anden etnisk baggrund end dansk.

Slagterierne ligger helt i top med en andel af indvandrere og efterkommere på hele 29 pct. Det er en stigning på 7 procentpoint siden 2008.

Det gør ifølge Danmarks Statistik slagterierne til en af de brancher, der ansætter flest indvandrere.

Et andet sted i fødevarebranchen, nemlig engroshandlen med føde- og drikkevarer samt tobak er det lige knap hver femte, der er indvandrer eller efterkommer, og det er ligeledes en stigning på knap 7 procentpoint på ni år.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?