Stop slikfuskere, siger Dansk Erhverv
Udmeldingen kommer efter et dokumentarprogram på DR tirsdag.
Afgifterne på slik og andre nydelsesmidler skal sænkes snarest muligt eller også skal Skat styrke kontrollen og hæve bøderne. Sådan lyder Dansk Erhvervs forslag til at dæmme op for den voksende handel med illegalt slik.
Udmeldingen kommer efter et dokumentarprogram på DR tirsdag, der afdækkede et voksende problem med organiseret, illegal handel med slik. Sliksvindlerne snyder staten og hæderlige butikker for millioner. Problemet skyldes ifølge Dansk Erhverv den høje afgift på slik.
- Illegal handel er desværre en god forretning. Problemet begrænser sig ikke kun til slik. Der bliver også importeret store mængder øl, vin, spiritus, cigaretter og sodavand, som videresælges illegalt i Danmark, hvis der ikke bliver betalt dansk moms og afgifter, siger chefkonsulent Marie Louise Thorstensen, Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Hun foreslår, at Folketinget griber fat om nældens rod og sænker det høje danske afgiftsniveau.
- Kombinationen af høje danske afgifter og små bøder har skabt et marked for illegal handel med nydelsesmidler. Vil man fra politisk hold ikke sænke afgifterne tilstrækkeligt, er det nødvendigt med konstant kontrol og højere bøder, siger Marie Louise Thorstensen.