Spillet om planloven er godt i gang
Her er køreplanen for de politiske forhandlinger om planlovens detailhandelsbestemmelser.
Planlovens detailhandelsbestemmelser er ikke det emne, der for tiden skaber de største overskrifter i aviserne. Men bag kulisserne er Folketingets partier godt i gang med at finpudse deres holdning til det udspil om en liberalisering af planloven, som regeringen har præsenteret.
Hvis detailhandelsbestemmelserne i planloven bliver så liberale, som regeringen ønsker, vil det få stor betydning for, hvordan dansk detailhandel vil udvikle sig, men de færreste kan overskue de politiske begivenheder, som i det kommende halvår kan få afgørende betydning for, om planloven rent faktisk bliver liberaliseret.
Lad os derfor se på, hvordan det politiske arbejde med planloven vil foregå i de kommende måneder.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede i november sit udspil til, hvordan regeringen mener, at planlovens regler for detailhandlen skal liberaliseres. Regeringen ønsker, at der skal færre restriktioner på butikkers størrelse og placering. Derfor vil regeringen sørge for, at udvalgsvarebutikker kan placeres, hvor man vil og i den størrelse, man ønsker, mens grænserne for dagligvarebutikkernes størrelse hæves.
Vejen til et flertal
Nu er partierne i fuld gang med at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til regeringens udspil. I denne fase skal regeringen finde ud af, hvor langt den kan komme igennem med sine ønsker i folketingssalen. Det kræver sonderinger med de øvrige partier, og det vil kræve forhandlinger i flere omgange, før regeringen er nået så langt, at den kan udmønte sine ønsker i et lovforslag.
Udgangspunktet er, at regeringen ikke på forhånd har et flertal for sit forslag om at gennemføre så omfattende en liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser. Regeringen er med sine 34 mandater i Folketinget tvunget til som minimum at få opbakning fra et af de to største partier, enten Dansk Folkeparti med sine 37 mandater eller Socialdemokratiet med sine 47 mandater.
Derfor hviler alles øjne på netop de to partier og deres holdning til at lempe reglerne for fremtidens dagligvarehandel. Begge partier har meldt ud, at de gerne vil lempe på reglerne for udvalgsvarebutikkerne, mens de har været betydeligt mere forbeholdne over for at tillade større dagligvarebutikker.
Tidspres
Forhandlingerne om planlovens detailhandelsbestemmelser handler dog ikke kun om folketingspartiernes holdninger, men også om den politiske virkelighed, der findes ude i kommunerne. Her har især Venstre og Socialdemokratiet mange hensyn at tage, fordi de begge sidder på mange borgmesterposter rundt om i landet. Og mange borgmestre forsøger i disse uger at opnå størst mulig indflydelse på beslutningerne i Folketinget alt efter, hvad der tjener deres lokale interesser bedst.
Selv når og hvis regeringen bliver enig med et af de to store partier, skal den stadig have opbakning fra mindst to andre partier, som mest sandsynligt vil være Liberal Alliance og De Konservative.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen ventes først sidst på måneden at tage nogle forhandlingsrunder med de øvrige partier og især de partier, hvor han kan se mulighed for at få opbakning. Arbejdet foregår under et vist tidspres, for ideelt set skal han kunne præsentere sit lovforslag om en ny planlov i februar, hvis Folketinget skal kunne nå at behandle og vedtage det inden Folketingets sommerferie. Han kan dog vente med at fremsætte sit lovforslag til marts, men det vil øge tidspresset.
Selv om der således næppe kommer mange avisforsider om forhandlingerne om planloven, vil detailhandlen i de kommende uger have stor interesse i at følge udviklingen på Christiansborg.