Sparetider får titusindvis af familier til at droppe måltider

Politik og samfund 5. dec 2022 -
This describes the image
Foto: Karolines Køkken
  • De høje leveomkostninger gør, at ca. 400.000 danskere over 18 år springer måltider over. Især lavindkomstfamilier skipper måltider for at få økonomien til at hænge sammen, viser undersøgelse fra YouGov.

Skrevet af: Søren Tougaard

Prisen på vores fødevarer er næsten steget med 16 pct. det seneste år, og det sætter vores madvaner under pres. I en dugfrisk rundspørge fra Madkulturen svarer halvdelen af os (48 pct.), at vores madvaner er blevet påvirket af prisstigningerne.

Blandt de unge mellem 18 og 25 år rammer prisstigningerne endnu flere – her er det to tredjedele, der har ændret vaner. Samtidig har de tårnhøje prisstigninger overalt i samfundet betydet, at masser af familier skærer ned på madindtaget. 

Mens de fleste håndterer krisen ved at justere på indkøb og madlavning, må næsten hver tiende dansker springe nogle måltider over på grund af prisstigningerne. Det svarer til godt 400.000 voksne personer, viser undersøgelsen.

Blandt danskere med en husstandsindkomst på under 300.000 kr. er det godt hver sjette der af og til springer måltider over på grund af prisstigninger. Og også enlige er i særlig risiko for at måtte droppe måltider.

- Det opfatter jeg som tegn på, hvad man kan kalde madfattigdom i Danmark. Altså en polarisering af madvanerne, som blandt andet vil give en større ulighed i sundhed. Og den form for ulighed vil desværre kun vokse i en fremtid, hvor flere står til at miste rutinen i køkkenet og færdighederne til at lave mad fra bunden, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen. 

Ændret adfærd

Undersøgelsen viser, supermarkedet, at hver femte af os nu køber færre dagligvarer end tidligere i supermarkedet, mens næsten halvdelen oftere køber budgetvenlige varer, og mere end hver tredje i højere grad jagter datovarer end tidligere.

Hver fjerde af os er begyndt at købe mindre kød, mens hver femte oftere køber billigere kød end tidligere og f.eks. udskifter oksekød med svinekød. 

Opdateret 5. dec 2022