Socialdemokrater kan sikre større butikker

4. feb 2016 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Dansk Folkeparti siger nej, mens Socialdemokraterne overvejer en liberalisering af størrelsen på dagligvarebutikker på landet.

 

Hvis regeringen skal komme igennem med sit forslag om at hæve grænsen for små dagligvarebutikker fra 1.000 til 2.000 kvm., må de hente støtten fra Socialdemokraterne. Dansk Folkeparti siger klart nej til at tillade større butikker i lokalcentre og som enkeltstående butikker på landet.

Folketingets to største partier, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, er begge åbne for at drøfte regeringens forslag om at ændre arealstørrelserne på dagligvarebutikker. Det står imidlertid nu klart, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) skal hente opbakning til at tillade større dagligvarebutikker på landet fra Socialdemokratiet, hvis han skal hente et flertal på 90 mandater hjem.

Helt afgørende for at kunne liberalisere detailhandelsbestemmelserne bliver det for Troels Lund Poulsen at hente opbakning fra enten Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet.

De to store partier

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, fastslår over for Dansk Handelsblad, at partiet ikke bakker op om større dagligvarebutikker i landdistrikterne:

– Regeringen foreslår at udvide butiksstørrelser i centerområder. Det er vi åbne for at forhandle om, men vi har ikke bevæget os væk fra vores holdning om, at grænsen for dagligvarebutikker i lokalcentre og på landet højst må være 1.000 kvm. Men vi kan godt snakke om grænsen for de store butikker, som i dag er 3.500 kvm. Den kommer dog næppe op på 5.000 kvm., som regeringer foreslår, siger han.

Morten Bødskov (S) siger:

– Vi er åbne over for ændringer. Vi mener, at vi godt kan se på justeringer på det her område. Vi er åbne for diskussioner af grænserne, men vi har endnu ikke lagt os fast på de præcise ændringer, siger han til Dansk Handelsblad.

I De Samvirkende Købmænd siger adm. direktør John Wagner om udviklingen:

– Jeg vil betragte det som meget lovende udmeldinger, som kommer fra Dansk Folkeparti, De Radikale og De Konservative. Morten Bødskovs tilkendegivelser er overraskende i betragtning af, at planloven er Svend Aukens hjerteblod, og jeg vil indtil videre tillade mig at udtrykke stor tvivl om, hvorvidt man skulle kunne gennemføre en planlovsliberalisering på en så uhellig alliance som Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?