Skat beslaglægger 2,2 tons slik
Skat har beslaglagt 2,2 ton bland-selv slik i en slikbutik i Østjylland. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.
Forhandleren kunne ikke fremvise dokumentation for indkøbet af slikket og at der dermed var afregnet afgift af varerne i butikken.
Skat beslaglagde slikket i forbindelse med en rutinemæssig kontrol af nyregistrerede virksomheder torsdag i sidste uge.
- Når man sælger bland-selv slik, skal man kunne vise dokumentation for, at afgifterne er betalt. I dette tilfælde var der ingen dokumentation for købet. Virksomheden vil derfor blive bedt om at stille sikkerhed for afgifterne. Kan virksomheden ikke stille sikkerhed, så beslaglægger vi det, siger Jon Mikkelsen, der er ansvarlig for Skats indsats over for illegal indførsel og handel med slik.
De 2,2 ton slik blev af Skat pakket i 187 flyttekasser og kørt til Skats lager. Her afventer man den endelige afgørelse af de manglende afgifter samt en eventuel bøde. Afgiften på slik er 25,97 kr. per kilo.